COVID-19: Ny trepartsaftale om arbejdsfordeling

Ny trepartsaftale om arbejdsfordeling indgået mellem FH, DA og regeringen skal sikre lønmodtagere på det private arbejdsmarked bedre mulighed for beskæftigelse resten af 2020 ved en ny midlertidig arbejdsfordelingsordning, som supplement til den eksisterende.

 

Introduktion

Ved en arbejdsfordeling nedsættes arbejdstiden i en begrænset periode, uden at de berørte medarbejdere bliver afskediget, og medarbejderne er fortsat ansat i virksomheden i hele perioden.

Den konkrete trepartsaftale, der netop er indgået, skal således afbøde konsekvenserne af, at lønkompensationsordningen udløb den 29. august 2020.

Hvad indebærer trepartsaftalen?
Aftalen indebærer, at medarbejdere – på de virksomheder, der vælger at anvende ordningen – vil arbejde mellem 50 og 80 procent af tiden i gennemsnit målt over fire uger i forhold til den aftalte arbejdstid. Arbejdsfordelingen vil skulle anvende en given procentsats inden for den fire uger lange cyklus, som vil kunne ændres i den efterfølgende cyklus. Resten af arbejdstiden er medarbejderne hjemsendt på dagpenge.

Medarbejderne vil således få fuld løn, når de arbejder, og forhøjet dagpengesats resten af tiden. I de uger, hvor medarbejderne er ledige og går på dagpenge, vil de modtage op til, hvad der svarer til 23.000 kr. om måneden for en fuldtidsledig. Det svarer til ca. 120 procent af den højeste dagpengesats.

Lønmodtagere, der indgår i en arbejdsfordeling efter den midlertidige ordning, indtræder fuldt ud i deres tidligere aftalte rettigheder, når perioden med arbejdsfordeling er udløbet. Lønmodtageren er ansat og optjener anciennitet på sædvanlig vis i perioden med arbejdsfordeling. Hvis en lønmodtager ikke ønsker at indgå i en arbejdsfordeling efter denne ordning, må virksomheden beslutte, om medarbejderen afskediges. Det gælder ligeledes, hvis en virksomhed øger andelen af tid med ledighed fra en 4-ugers cyklus til den næste. Lønmodtager vil i begge tilfælde have 24 timer på en hverdag til at tage stilling til, om de ønsker at indgå i ordningen.

Arbejdsgiverne vil modtage et fast arbejdsgiverbidrag svarende til et beløb på 3 G-dage om måneden pr. medarbejder i ordningen. Bidraget opgøres forholdsmæssigt således, at bidraget reduceres, hvis en arbejdsgiver ikke anvender arbejdsfordeling i en hel kalendermåned. Ordningen fungerer ved, at arbejdsgiveren udbetaler G-dage til medarbejderen, som for de pågældende dage ikke skal have dagpenge. Staten dækker differencen mellem dagpengesatsen og satsen for G-dage. G-dagene skal udbetales sammen med den ordinære løn for perioden, hvor G-dagene ligger. Virksomhederne skal ikke betale G-dage den første måned, men betale to G-dage pr. måned i resten af 2020.

Endelig er det aftalt, at der skal være bedre muligheder for uddannelse i både den nye og den eksisterende ordning ved, at personer omfattet at en arbejdsfordeling i samarbejde med virksomheden kan iværksætte og gennemføre opkvalificeringsforløb, der helt eller delvist ligger i perioder, hvor medarbejderen er ledig og modtager supplerende dagpenge.

Der vil være tale om en supplerende ordning, der kører sideløbende med den eksisterende arbejdsfordelingsordning. En ophørt arbejdsfordeling efter den eksisterende ordning er ikke til hinder for en arbejdsfordeling efter den nye midlertidige ordning. På den samme virksomhed (p-nummer) kan dog ikke anvendes arbejdsfordelinger efter forskellige ordninger på samme tid.

Hvem omfatter aftalen? 

Ordningen, der gælder resten af året, omfatter både timelønnede og funktionærer på det private arbejdsmarked. Også ikke-forsikrede personer får adgang til ordningen, hvis de melder sig ind i en a-kasse og betaler kontingent bagud.

Parterne har aftalt, at arbejdsfordelingsordningen indføres ved lov. Hermed sikres det, at ordningen kan udbredes til hele det private arbejdsmarked uanset hvad overenskomster eller lovgivning i forvejen sætter af begrænsninger – hvis nogen. Den nye ordning vil således gælde alle medarbejdere på hele det private arbejdsmarked, herunder både det overenskomstdækkede og det ikke-overenskomstdækkede område.

Virksomheder, der vil gøre brug af ordningen, skal informere og høre deres medarbejdere herom efter de regler, der gælder i samarbejdsaftaler, tilsvarende aftaler eller lov om information og høring.

Hvornår gælder aftalen?

Den nye midlertidige arbejdsfordelingsordning udmøntes hurtigst muligt og vil gælde indtil den 31. december 2020 med mulighed for, at etablerede arbejdsfordelinger kan løbe ind i 2021 med en maksimal varighed på 4 måneder. Arbejdsfordelinger efter den nye midlertidige ordning skal være igangsat senest den 31. december 2020.

 

Hvad nu?

Et lovforslag vil blive fremsat snarest muligt, som skal udmønte den indgåede trepartsaftale.

Seneste nyheder

Vis mere
Klagenævnet for Udbud blåstempler Region Midtjyllands indkøb af Covid-tests ved udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse

Klagenævnet for Udbud blåstempler Region Midtjyllands indkøb af Covid-tests ved udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse

apr 18 2024

Læs mere
Første EU-sag om ophavsret til AI-genererede billeder

Historisk afgørelse: Første sag i EU om ophavsret til AI-genererede billeder

apr 17 2024

Læs mere
VIRK17 Standardkontrakter It-kontraktret VIRK23

VIRK23 er på gaden

apr 15 2024

Læs mere