Højesteret: Konkurrenceklausul mellem to kapitalejere var ikke omfattet af ansættelsesklausulloven § 11, stk. 3, jf. stk. 1.

Den 29. marts 2021 afsagde Højesteret en kendelse[1] vedrørende ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, jf. stk. 1, som blandt andet fastslår, at bestemmelsen ikke finder anvendelse for konkurrenceklausuler indgået i egenskab af kapitalejer.

Sagens omstændigheder

To 50%-ejere, A og B, af et kapitalselskab X ApS havde indgået en ejeraftale indeholdende en konkurrenceklausul. I en senere indgået forligsaftale, hvor A overdrog alle sine anparter i X ApS til A og B blev konkurrenceklausulen opretholdt og skulle i øvrigt gælde i to år fra forligsaftalens indgåelse.

 

Både før og efter forligsaftalens indgåelse var A ansat i Y ApS, som var et datterselskab til X ApS. Det var fra Y ApS, at driften fra virksomheden foregik. A blev senere bortvist fra sin stilling i Y ApS, idet A angiveligt skulle være involveret i konkurrerende virksomhed.

 

På baggrund af A’s konkurrerende handlinger begærede B og X ApS overfor byretten, at der skulle nedlægges forbud mod A’s overtrædelse af konkurrenceklausulen. A gjorde imidlertid gældende, at konkurrenceklausulen var bortfaldet i medfør af ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, idet A ikke selv havde givet anledning til bortvisningen.

 

Rettens bemærkninger

Retten i Helsingør nedlagde på baggrund af ovenstående midlertidigt forbud mod A’s overtrædelse af konkurrenceklausulen. Denne kendelse blev senere stadfæstet af Landsretten og altså nu også af Højesteret.

 

Højesteret lagde vægt på, at konkurrenceklausulen var indgået mellem A og B i deres egenskab som kapitalejere i X ApS og ikke som led i A’s ansættelse som lønmodtager i Y ApS.

 

Ydermere fandt Højesteret at der med ophævelsen af aftalelovens § 38, stk. 2 og indførelsen af ansættelsesklausullovens § 11, ikke var tilsigtet at ændre i den retstilstand, som var gældende på daværende tidspunkt, hvor bestemmelsen alene fandt anvendelse i ansættelsesforhold, herunder for direktører. På denne baggrund fandt Højesteret, at den nugældende bestemmelse i ansættelsesklausulloven § 11, stk. 3, jf. stk. 1 ikke kunne finde anvendelse i nærværende sag, idet konkurrenceklausulen netop var indgået som led i en forligsaftale mellem to kapitalejere og ikke i en lønmodtager- eller direktørrelation.

 

Konkurrenceklausulen var på den baggrund ikke bortfaldet og Højesteret stadfæstede kendelsen om at nedlægge forbud mod A’s konkurrerende handlinger.

 

Bird & Birds bemærkninger:

Bird & Bird bemærker, at Højesterets kendelse synes at afgøre rækkevidden af ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, idet bestemmelsen i så fald ikke kan strækkes til også at gælde for konkurrenceklausuler indgået som led i ejeraftaler.

 

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at Højesterets kendelse formentlig medfører, at rækkevidden af Sø – og Handelsrettens dom, som Bird & Bird tidligere har skrevet om her, er tvivlsom. Der er dog også visse forskelle på de to sager, eftersom kundeklausulen i sagen for Sø- & Handelsretten havde en tidsmæssig udstrækning, der knyttede sig til kapitalejerens ophør af sin ansættelse (og ikke sin kapitalbesiddelse), ligesom der var tale om en minoritetskapitalejer.

 

Dette bevirker, at en ansættelsesklausul i en ejeraftale ikke nødvendigvis vil skulle overholde ansættelsesklausullovens gyldighedsbetingelser, såfremt klausulen forpligter selskabets kapitalejere, selvom disse kapitalejere også kan betragtes som lønmodtagere. Det vil i den konkrete sag bero på en vurdering af, om klausulen er indgået som led i at være kapitalejer eller som led i et lønmodtagerforhold.



[1] Sag BS-35272/2020-HJR.

Seneste nyheder