Sø- og Handelsretten: Kundeklausul i ejeraftale kunne ikke gøres gældende overfor ansat minoritetsejer

 Mia Boesen, Søren Narv Pedersen

02-2020

En kundeklausul i en ejeraftale var ikke gyldig i forhold til en minoritetsejer, som var omfattet af funktionærloven, da klausulen ikke opfyldte betingelserne i den dagældende funktionærlovs § 18 a.

Sagens omstændigheder:


Sagen handlede om et selskab, der i henhold til en ejeraftale, var ultimativt ejet af fire personer, som hver ejede deres andele via deres respektive holdingselskaber. Den ene af ejerne, A, havde siden 2001 også været ansat som sælger i selskabet, og blev i 2008 også ejer af selskabet.

De fire ejere var alle bundet af en ejeraftale, som bl.a. indeholdt en kundeklausul, der var gældende i to år efter udtrædelse af selskabet eller ophør af ansættelsesforholdet.

I 2018 opstod der uenighed mellem ejerne, hvilket medførte, at A opsagde sin stilling og fratrådte den 30. juni 2018. A ejede på tidspunktet 10 % af selskabet via sit holdingselskab. Den 1. juli 2018 stiftede A en ny virksomhed, der opererede inden for samme branche som selskabet.

Da de tilbageværende ejere af selskabet herefter blev opmærksomme på, at visse af selskabets kunder havde været i kontakt med A, rejste man krav mod A med krav om betaling af konventionalbod for overtrædelse af kundeklausulen.

Retten skulle først og fremmest tage stilling til, om A havde status af funktionær i selskabet, og herefter om han ville være forpligtet af kundeklausulen i ejeraftalen, idet det i givet fald var ubestridt, at kundeklausulen i ejeraftalen ikke opfyldte betingelserne i den dagældende funktionærlovs § 18 a.

Sø – og Handelsrettens præmisser:

Retten bemærkede, at A blev ansat som sælger i selskabet 2001, og at der i et tillæg til hans ansættelseskontrakt fra 2017 var henvist til funktionærlovens regler. De arbejdsopgaver, som A ifølge tillægget varetog, var endvidere fortsat opgaver, som var karakteristiske for en sælger, ligesom han havde mål for sin performance som sælger og fik udbetalt bonus på grundlag heraf.

Retten anførte endvidere, at det efter bevisførelsen kunne lægges til grund, at A ikke havde medarbejdere under sig og ikke deltog i ledelsesmøderne i selskabet. Han var således ikke en del af ledelsen og havde reelt ingen indflydelse på virksomhedens daglige drift, som blev varetaget af to af de andre ejere. Med en ejerandel på 10 % havde han desuden ikke mulighed for alene at øve afgørende indflydelse på væsentlige dispositioner i virksomheden.

Det var på den baggrund rettens vurdering, at A både før og efter, at han var blevet medejer, havde en tjenestestilling i selskabet, og at funktionærloven derfor fandt anvendelse.

Retten fandt herefter, at "Som følge heraf er A ikke bundet af kundeklausulen i ejeraftalen, idet den ikke opfylder betingelserne i den dagældende funktionærlovs § 18 a og dermed ikke er gyldig". A kunne derfor heller ikke pålægges en konventionalbod.

Bird & Birds kommentarer:


Vi bemærker, at Sø- og Handelsretten meget skarpt konkluderer, at "som følge af" at A var funktionær, var han ikke bundet af kundeklausulen. Det efterlader et indtryk af, at dette var blevet konklusionen uanset, hvor stor en ejerandel og hvor meget indflydelse A havde haft, hvis A blot også samtidig kunne betragtes at være funktionær.

Derimod synes Sø- & Handelsretten ikke i sine præmisser at behandle problemstillingen om, hvorvidt de ansættelsesretlige krav til gyldigheden af klausuler overhovedet regulerer sådanne klausuler, når de er påtaget i en ejeraftale i den forpligtedes egenskab af kapitalejer. Sø- & Handelsrettens dom synes i den sammenhæng blot uden videre at fastslå et "enten eller"-princip.

Konsekvensen af Sø- & Handelsrettens dom er, at en ejeraftale vil skulle opfylde ansættelsesklausullovens gyldighedsbetingelser – herunder betaling af kompensation på op til 60 % af lønnen – hvis man vil sikre sig, at den skal kunne gøres gældende overfor anpartshavere, som også (potentielt) kan betragtes som lønmodtagere.

Dette vil indebære, at nogle kapitalejere vil kunne være forpligtet af en kundeklausul i en ejeraftale, som andre kapitalejere – fordi disse er lønmodtagere – ikke vil være bundet af. Der vil på den måde opstå ulige vilkår for kapitalejere i et selskab, hvilket sjældent vil være ønskeligt.

Dommen illustrerer overordnet set dog også vigtigheden af, at man som selskab nøje overvejer om en minoritetsejer overvejende har en "lønmodtager"-kasket eller en "medejerkasket" på. Hvis det første er tilfældet, bør selskabet sikre sig, at klausulen/klausulerne i ejeraftalen opfylder ansættelsesklausullovens gyldighedsbetingelser (der erstattede de tidligere regler i funktionærlovens §§ 18 og 18a) eller alternativt, at medarbejderen i hvert fald også er forpligtet af en konkurrence- og/eller kundeklausul i sin ansættelseskontrakt i overensstemmelse med ansættelsesklausullovens regler, og at ejeraftalen således alene regulerer ejerskabet og intet andet.