COVID-19: Lovforslag om ændring af arbejdsløshedsforsikring m.v.

 Søren Narv Pedersen, Mia Boesen, Pia Skovgaard Hansen

03-2020

COVID-19: Lovforslag om ændring af arbejdsløshedsforsikring m.v.

Regeringen har den 24. marts 2020 fremsat et lovforslag om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring således, at der ses bort fra visse perioder ved forbrug af dagpenge m.v. Lovforslaget forventes vedtaget den 26. marts 2020.

 

Introduktion

 

Udbruddet af COVID-19 har medført at Danmark på mange måder er lukket ned. Dette har stor betydning for de dagpengemodtagere, som står til at miste deres dagpengeret, idet det bl.a. kan blive (ekstra) svært at finde et arbejde i denne periode.

 

Regeringen har på den baggrund fremsat et lovforslag om at sætte lediges dagpengeanciennitet på pause i perioden fra den 1. marts 2020 til og med den 31. maj 2020. Det betyder, at perioden fra den 1. marts 2020 til og med den 31. maj 2020 anses som en såkaldt "død periode", som hverken vil tælle med i opgørelsen af den 4-månederskarensperiode eller i forbruget af supplerende dagpenge. Desuden kan dagpengemodtagere modtage dagpenge i op til 3 måneder længere, idet perioden ikke tæller med i dagpengeancienniteten.

 

Det foreslås endvidere, at arbejdsgiverens betaling af de såkaldte G-dage midlertidig skal suspenderes for medlemmer af en a-kasse som bliver omfattet af en arbejdsfordeling eller hjemsendelse fra lovens ikrafttrædelse og indtil 31. maj 2020. Dette vil således begrænse virksomheders omkostninger samt administration i tilfælde af arbejdsfordeling og/eller hjemsendelse, og betyder at ledige får udbetalt dagpenge, hvis de i øvrigt er berettiget hertil.

 

Betingelser for at være omfattet af ændringen:

 

Det er en betingelse for at være omfattet af ændringen, at dagpengemodtageren er medlem af en a-kasse i perioden frem til 31. maj 2020 og i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage dagpenge, herunder indkomst- eller beskæftigelseskravet.

 

For de personer, som allerede har opbrugt deres dagpengeret siden 1. marts 2020 og som eventuelt har meldt sig ud af deres a-kasse, vil disse kunne genindmelde sig og derved opnå ret til dagpenge indtil 31. maj 2020. Det kræver, at man genindmelder sig i a-kassen fra udmeldelsestidspunktet. Der må med andre ord ikke være en periode, hvor man ikke er med i en a-kasse.

 

Hvad nu?

Lovforslaget forventes vedtaget den 26. marts 2020.