Hullerne var faktisk i osten. EU-Domstolen bekræfter AG's perspektiv på eksklusiv distribution.

Den 8. maj 2025 afsagde Den Europæiske Unions Domstol ("EU-Domstolen") en præjudiciel afgørelse i sag C-581/23 (Beevers Kaas), der i vid udstrækning bekræftede AG Medinas udtalelse om kravene til eneforhandlingsaftaler med særligt fokus på "kravet om parallel pålæggelse" i henhold til både den gamle og den nye vertikale gruppefritagelsesforordning. 

Appelretten i Antwerpen (Belgien) har stillet præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen for at afklare de konkurrenceretlige krav til beskyttelse af tildelte eneforhandlingsområder i et eneforhandlingssystem. 

Anmodningen om en præjudiciel afgørelse stammer fra en tvist mellem det belgiske firma Beevers Kaas, der har været eneforhandler af Beemster-ost i Belgien og Luxembourg siden 1993, og Albert Heijn, en stor hollandsk supermarkedskæde, der har distributionsrettigheder for Beemster-ost i områder uden for Belgien og Luxembourg. Begge distributører har separate distributionsaftaler med den hollandske osteproducent Cono. Beevers Kaas har haft en eksklusiv distributionsaftale med Cono for Belgien og Luxembourg siden 1993, og Albert Heijn købte Beemster-ost fra Cono primært til Holland.

Da Albert Heijn udvidede sine aktiviteter fra Holland til Belgien, henvendte Beevers Kaas sig til Cono og bad om en bekræftelse på, at Albert Heijn ikke måtte sælge Beemster-ost i Belgien på grund af de eksklusive distributionsrettigheder for det belgiske område, som Beevers Kaas havde fået tildelt af Cono. Cono anmodede Albert Heijn om at anerkende Beevers Kaas' eksklusive rettigheder og afstå fra aktivt salg i Belgien, men supermarkedskæden svarede, at Albert Heijn ikke havde noget kontraktligt forbud mod at sælge osten i Belgien. Da Albert Heijn begyndte at sælge Beemster Case i sine belgiske supermarkeder, anmodede Beevers Case om en retskendelse for ulovlig adfærd i strid med sine eksklusive distributionsrettigheder i Belgien. 

Albert Heijn hævdede ved retten i Antwerpen, at den påståede (aktive) salgsbegrænsning for Belgien hverken er kontraktligt gældende eller kan håndhæves i henhold til EU's konkurrencelovgivning, især i betragtning af kravene i den vertikale gruppefritagelsesforordning nr. 330/2010 (den gamle gruppefritagelsesforordning)[1]. Den eksklusive distributionsaftale mellem Cono og Beevers Kaas havde ingen effekt på Albert Heijns ret til at sælge Beemster-ost i Belgien, hævdede supermarkedskæden.

Juridiske krav til eksklusive distributionskonstruktioner

Hovedspørgsmålet i den foreløbige anmodning vedrører kravene til en eneforhandlingsaftale for at opfylde betingelserne for at drage fordel af safe harbour i den gamle gruppefritagelsesforordning. Eller med andre ord, hvad skal der til, for at en begrænsning af det aktive salg i eneforhandlingsområdet eller til en eksklusiv kundegruppe, der er forbeholdt leverandøren eller tildelt af leverandøren (Cono) til en anden køber (Beevers Kaas), lovligt og effektivt kan pålægges andre købere (som Albert Heijn)? [2]

Det anerkendes i den gamle gruppefritagelsesforordning (såvel som i den nye gruppefritagelsesforordning), at en leverandør kan pålægge sine købere visse begrænsninger uden at overtræde konkurrencereglerne. Dette omfatter eksklusiv tildeling af et område eller en kundegruppe til én køber, samtidig med at alle andre købere i EU begrænses fra aktivt at sælge til det eksklusive område eller til den eksklusive kundegruppe, der er tildelt denne ene køber. 

Forudsat at ingen af parternes respektive markedsandele på de relevante markeder overstiger 30 %, kan de aktive salgsrestriktioner, der pålægges andre købere i eksklusivt tildelte områder/kundegrupper, drage fordel af safe harbour-ordningen i artikel 4, litra b), nr. i), i den gamle gruppefritagelsesforordning, der fritager restriktionerne fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i artikel 101, stk. 1, i TEUF. På den anden side er begrænsninger af passivt salg i et eksklusivt distributionssystem kategoriseret som en hardcore-begrænsning og kan ikke drage fordel af safe harbour[3].

Som AG Medina understregede i sin udtalelse af 9. januar 2025 (link), er leverandøren forpligtet til at sikre, at eneforhandleren er beskyttet mod potentiel skade fra aktivt salg i det tildelte område, hvis en eksklusivitet skal være meningsfuld[4]. Muligheden for at fritage sådanne begrænsninger ville blive frataget sin essens, hvis den ikke var ledsaget af en tilsvarende forpligtelse for leverandøren til at garantere, at begrænsningen af aktivt salg overholdes af andre distributører. Dette er kernen i det aktuelle spørgsmål, der afspejler det såkaldte "krav om parallel pålæggelse". Parallelt pålæg kan opnås enten ved, at leverandøren kontraktligt pålægger andre købere et forbud mod aktivt salg, eller ved at andre købere accepterer forbuddet mod aktivt salg (og dermed respekterer eneforhandlingsretten for det pågældende område eller den pågældende kundegruppe).

I den konkrete sag havde alle Conos forhandlere i praksis afstået fra at sælge Beemster-ost i Belgien, hvor Beevers Kaas havde været udpeget som Conos eneforhandler siden 1993, indtil Albert Heijn indtog det standpunkt, at det ikke var juridisk forpligtet til at acceptere det. Selv om der ikke var noget bevis for, at de andre distributører havde accepteret forbuddet mod aktivt salg i Belgien, hævdede Beevers Kaas, at dette var tilstrækkeligt til at udlede en stiltiende accept af forbuddet mod aktivt salg i Belgien, da det viste, at alle Conos andre distributører havde accepteret forbuddet i praksis. 

På den anden side hævdede den hollandske supermarkedskæde, at for at der kunne være tale om en stiltiende accept, måtte Beevers Kaas først bevise, at Cono havde meddelt alle sine forhandlere, at der var forbud mod aktivt salg i Belgien, og at hver enkelt af dem var forpligtet til at overholde det.

EU-Domstolens afgørelse

I sin seneste afgørelse (link) bekræfter EU-Domstolen i vid udstrækning den forklaring, som AG Medina gav udtryk for i sin udtalelse. 

EU-Domstolen fastslår, at når en leverandør har tildelt et eneforhandlingsområde til én af sine købere (i dette tilfælde forhandlere), er den blotte konstatering af, at andre af denne leverandørs købere ikke driver aktivt salg i det pågældende område, ikke i sig selv tilstrækkelig til at opfylde kravet om "parallel pålæggelse". Med andre ord fastslår det ikke, at der foreligger en aftale mellem den pågældende leverandør og disse andre købere om forbuddet mod aktivt salg i det pågældende område med henblik på anvendelse af artikel 4, litra b), nr. i), i den gamle gruppefritagelsesforordning.

Med henvisning til AG's udtalelse understreger EU-Domstolen, at tildeling af et område eksklusivt til en distributør nødvendigvis ledsages af en parallel forpligtelse for den pågældende leverandør til at beskytte eneforhandleren mod andre køberes aktive salg i området og dermed sikre effektiviteten af den tildelte eksklusivitet. 

Med hensyn til en begrænsning af aktivt salg i det eksklusive område, der er tildelt en distributør, fastslår EU-Domstolen, at en sådan begrænsning kan følge af vilkårene i (distributions)aftalerne mellem leverandøren og de andre købere, der ikke nyder godt af territorial eksklusivitet, at de udtrykkeligt er forbudt at foretage aktivt salg inden for et specifikt område (eller en kundegruppe), der udelukkende er tildelt én distributør. 

I det foreliggende tilfælde indeholdt de distributionsaftaler, der var indgået mellem Cono og dets andre distributører, herunder Albert Heijn, imidlertid ikke sådanne klausuler, der forbød aktivt salg i det eneforhandlingsområde, der var tildelt Beevers Kaas.

Det bør derfor overvejes, om (i) Cono som leverandør på anden vis havde opfordret sine forhandlere til ikke at drive aktivt salg i det eneforhandlingsområde, der var tildelt Beevers Kaas, og (ii) om disse andre forhandlere udtrykkeligt eller stiltiende havde accepteret at respektere det meddelte forbud. 

Som eksempler på opfordringer (ad i) henviser EU-Domstolen til AG's udtalelse og nævner, at dette kan tage form af en specifik meddelelse, som leverandøren sender til sine forhandlere med krav om, at de skal respektere eneforhandlingsområdet, eller en klausul eller specifik henvisning til dette i leverandørens generelle vilkår og betingelser, men er enig i, at dette er utilstrækkeligt, hvis det ikke accepteres af de andre forhandlere.

Som anført ovenfor fandt EU-Domstolen, at den blotte konstatering af, at andre forhandlere af Cono (bortset fra supermarkedskæden) ikke foretog aktivt salg i Beevers Kaas' eneforhandlingsområde, ikke i sig selv var tilstrækkelig til at fastslå, at der forelå en opfordring/aftale herom. EU-Domstolen bemærker dog, at der sandsynligvis er et relevant element, der skal tages i betragtning, når man overvejer den mulige stiltiende accept af en faktisk opfordring til ikke at engagere sig i aktivt salg på det eksklusive område. Men det fremgår klart af dommen, at accept - en samstemmende vilje - er et kritisk element, som skal påvises af leverandøren, selv om den har været stiltiende.

EU-Domstolen fastslår, at hvis Cono udtrykkeligt havde opfordret forhandlerne til at overholde forbuddet mod aktivt salg i Beevers Kaas' eneforhandlingsområde, kunne en sådan omstændighed kun have udgjort bevis for stiltiende accept, når Cono havde taget skridt til at gennemføre forbuddet i praksis, f.eks. ved at indføre et overvågningssystem eller sanktioner over for forhandlerne for manglende overholdelse. 

Afslutningsvis fastslår EU-Domstolen, at leverandører, der driver et eneforhandlingssystem, skal påvise, at alle forhandlere har accepteret forbuddet mod aktivt salg, for at eneforhandlingssystemet kan være omfattet af gruppefritagelsen. Den blotte konstatering af, at de andre forhandlere ikke driver aktivt salg i det pågældende område, er ikke tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger en aftale mellem den pågældende leverandør og de andre købere om dette.

Praktiske erfaringer 

Med EU-Domstolens bekræftelse af AG's perspektiv er det nu klart, at leverandører og eneforhandlere står over for en tungere kontrakt- og overholdelsesbyrde, når de opdeler eneforhandlingsområder. 

Det fører os frem til følgende fire vigtige pointer og læringspunkter: 

1. Kravet om "parallel forpligtelse" gælder for alle eneforhandlingsaftaler: Både den gamle og den nye gruppefritagelsesforordning indeholder et "krav om parallelimplementering", som har til formål at sikre, at leverandører tager skridt til at beskytte eneforhandlere mod aktivt salg mellem deres eneforhandlingsområder/kundegrupper.
    
2. Sikring af et effektivt forbud mod aktivt salg: Kravet om "parallel pålæggelse" indebærer, at leverandører - såvel som eneforhandlere, der ønsker beskyttelse i deres tildelte område/kundegruppe - skal sikre, at alle forhandlere accepterer og overholder et forbud mod aktivt salg. Dette kan sikres både eksplicit ved at inkludere et forbud mod aktivt salg i alle distributionsaftaler (anbefales) eller gennem uformel eller endda stiltiende accept (anbefales ikke, da det er omgærdet af juridisk usikkerhed og bevisspørgsmål).
    
3. At gøre det rigtigt fra start til slut: Kravet om "parallelimplementering" skal opfyldes i hele den periode, hvor parterne gør krav på eneretten til distribution. Med andre ord er det vigtigt at gøre det rigtigt fra begyndelsen, når der indgås aftaler om eneforhandling med de første forhandlere, og at opretholde kravet i hele eneforhandlingssystemets levetid. Hvis eneforhandlingsområderne/kunderne på et tidspunkt bliver omfordelt, bør det også afspejles i restriktionerne for aktivt salg i alle andre aftaler.  

Vi anbefaler på det kraftigste, at interessenter gennemgår deres distributionsaftaler for at bekræfte, at de overholder både den gamle gruppefritagelsesforordning (for ældre kontrakter) og den nye gruppefritagelsesforordning for igangværende aftaler eller kontrakter, der endnu ikke er underskrevet.

For mere information eller yderligere vejledning på dette område, kontakt venligst Morten Nissen, Pauline Kuipers eller Stefan Brkic. 

BESØG VORES HJEMMESIDE OG LÆS MERE OM EU- OG KONKURRENCERET.

[1] Den gamle gruppefritagelsesforordning udløb den 31. maj 2022 og blev afløst af gruppefritagelsesforordning nr. 2022/720, der trådte i kraft den 1. juni 2022 (den nye gruppefritagelsesforordning). Den relevante bestemmelse, artikel 4, stk. 1, litra a), i den gamle gruppefritagelsesforordning, er blevet ændret i den nye gruppefritagelsesforordning for at give mulighed for at kombinere forskellige distributionssystemer og udpege semi-eksklusive rettigheder, men ikke i forhold til denne undtagelse for aktive salgsbegrænsninger i relation til eksklusivt tildelte områder eller kundegrupper.

[2] Udtrykket "køber" anvendes i konkurrenceretlig henseende om en virksomhed, der sælger varer eller tjenesteydelser på vegne af en anden virksomhed, jf. artikel 1, stk. 1, litra k), i den nye gruppefritagelsesforordning. En køber kan derfor være en distributør, grossist, detailhandler osv.

[3] Aktivt salg kategoriseres som proaktiv målretning mod kunder gennem direkte henvendelser eller målrettet reklame, mens passivt salg er svar på uopfordrede ordrer fra kunder.

[4] Diskuteret i vores tidligere blogartikel (link)

 [PK1]Både gruppefritagelsesforordningen og dommen henviser til "købere", hvilket synes at være et bredere begreb end distributører.