Ny EU-dom fastslår, at taksten for opkald til et selskabs forbrugerhotline ikke må overskride de almindelige takster

21 marts 2017

Julie Bak Larsen, Morten Bernhardt

I sin afgørelse af 2. marts 2017 (C-568/15) fortolkede EU-Domstolen artikel 21 i direktivet om forbrugerrettigheder1. Domstolen kom frem til, at det er i strid med direktivet, såfremt taksterne for forbrugeres opkald til en erhvervsdrivendes hotline, som foretages efter forbrugeren har gennemført en handel med den erhvervsdrivende, er højere end de almindelige takster.

Faktum

Den regionale domstol i Stuttgart (Tyskland) fremlagde den 15. oktober 2015 et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen omhandlende forståelsen og fortolkningen af artikel 21 i direktivet om forbrugerrettigheder omhandlende "Kommunikation pr. telefon".

Tvisten i sagen opstod, da Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs Frankfurt am Main eV (ZBEF) lagde sag an mod selskabet Comtech GmbH, en tysk distributør af elektronisk udstyr.

Spørgsmålet, som ZBEF ønskede afprøvet ved den tyske domstol, omhandlede Comtech GmbH's opkaldstakst for selskabets "eftersalgsservice", m.a.o. dets hotline for eksisterende kunder, der ønsker information eller vil klage over et produkt.

Comtech GmbH's kunder kunne ringe til et telefonnummer med startcifrene 0180, som almindeligvis benyttes i Tyskland for selskabers supportservices til en almindelig opkaldstakst. 0180-numre er dog såkaldte "ikke-geografiske" numre, som har en højere opkaldstakst end "geografiske" land- og mobiltelefonlinjer. Således kostede opkald til Comtech GmbH's hotline henholdsvis EUR 0,14 pr. minut fra en landlinje og EUR 0,42 i pr. minut fra en mobiltelefonlinje.

ZBEF gjorde i sagen gældende, at det var unfair kommerciel adfærd, at det var dyrere for Comtech GmbH's kunder at ringe til en hotline, som var "ikke-geografisk", end at foretage almindelige opkald. Comtech GmbH's adfærd måtte således være i strid med § 312a i den tyske BGB (Bürgerliches Gesetzbuch), der omfatter "Generelle forpligtelser og principper der finder anvendelse på forbrugerkontrakter; begrænsninger på aftaler om opkrævninger".

Comtech GmbH lagde modsat i sin argumentation vægt på, at hovedformålet med bestemmelsen i § 312a er, at den erhvervsdrivende ikke må tjene penge på en forbrugerhotline, men at der modsætningsvis ikke kan læses et krav om, at opkaldstaksten ikke må overskride den "almindelige takst".

Domstolen

Opkaldstakster for telefonlinjer som hotlinen i nærværende sag er harmoniseret på Europæisk niveau ved artikel 21 i direktivet om forbrugerrettigheder2. Bestemmelsen i BGB § 312a skal således fortolkes i lyset af den gældende EU-ret.

Domstolen fremhæver i sine bemærkninger, at den læser den regionale domstol i Stuttgarts spørgsmål således, at den bliver bedt om at tage stilling til, hvordan konceptet om en "basis rate" for opkaldstakster, som der henvises til i artikel 21 af forbrugerretsdirektivet, skal forstås. Konceptet "basis rate" er ikke nærmere defineret i direktivet.

Det uddybes, at artiklen skal læses således, at alle takster for opkald, der relaterer sig til en kontrakt med en erhvervsdrivende ("trader"), til en telefonisk hotline opereret af den erhvervsdrivende ikke må overstige opkaldstakster til en standard geografisk landlinje eller mobiltelefonlinje. I den henseende er det irrelevant, om den pågældende erhvervsdrivende har en indtjening på hotlinen.

Domstolen udtaler endvidere, at forståelsen af bestemmelsen dels skal fastlægges ud fra en almindelig, sproglig forståelse af ordene "basis rate", dels ud fra den sammenhæng den bruges i samt ud fra gældende EU-praksis på området3.

I den forbindelse inddrages direktivets artikel 13(1) om "Den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten". Domstolen understreger på denne baggrund, at konceptet "basis rate" i lyset af denne bestemmelse må forstås således, at der er tale om en almindelig rate for telefonopkald, hvorefter der ikke må være nogen ekstraordinære omkostninger for forbrugeren.

Konklusion

Domstolen fandt, at "basis rate" i direktivets artikel 21 betyder, at taksten for et opkald, der relaterer sig til en kontrakt indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende til en telefonlinje (hotline) opereret af den pågældende erhvervsdrivende, ikke må overskride opkaldstaksten for et standard opkald fra en land- eller mobiltelefonlinje. Såfremt dette overholdes, er det underordnet, om den erhvervsdrivende har en indtjening på at operere hotlinen. Comtech GmbH's praksis var således i strid med EU-retten.

 

1 EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder

2 Bird & Birds oversættelse

3 Domstolen henviser her til dens afgørelse af 5. oktober 2016, TMD, C‑412/15, EU:C:2016:738, paragraf 26 og praksis citeret her.

Authors

Julie Bak-Larsen

Senior Associate
Danmark

Ring til mig på: +45 72 24 12 12