Genudbud af buskørsel var ikke en virksomhed eller en del heraf – udbudsklausul om, at virksomhedsoverdragelsesloven skulle følges var alene et tredjemandsløfte, som lønmodtagerne ikke kunne støtte ret på

Højesteret har den 24. maj 2016 afsagt domⁱ i en sag om genudbud af buskørsel, hvor der i udbudsbetingelserne var indeholdt klausul om, at erhververen skulle følge virksomhedsoverdragelsesloven.

Virksomhedsoverdragelsesloven der udspringer af et EU-direktiv finder anvendelse ved overdragelse af en virksomhed eller en del heraf. Loven udgør en lønmodtagerbeskyttelse, idet loven fastslår, at i tilfælde af overdragelse bevarer lønmodtageren løn- og ansættelsesvilkår og erhververen indtræder endvidere i eksisterende overenskomster.

Det skal bemærkes, at loven giver en erhverver muligfor for – under visse nærmere fastsatte betingelser – at frasige sig overenskomster som overdrageren har været forpligtet af.

Ved vurderingen af om der foreligger en overdragelse omfattet af loven, skal der ifølge retspraksis være tale om "overførelse af en økonomisk enhed der bevarer sin identitet".

Indtil den 27. december 2011 havde en vognmand, V1, kørt på Trafikselskab T's busrute 53. Vognmand V2 vandt i efteråret 2011 T's udbud af busruten og overtog ruten med virkning fra den 27. december 2011.

V2 havde overtaget 19 ud af 20 medarbejdere fra V1. V2 overtog ikke busserne, som V1 havde anvendt, men leasede i stedet andre busser. V2 overtog derimod billetborde, chaufførtasker, møntborde og byttepenge til en samlet værdi af ca. 61.000 kr. Medarbejderne beholdt anciennitet, løn og ansættelsesvilkår fra deres tidligere ansættelsesforhold i V1.

I udbudsmaterialet fremgik det, at

V1 gik umiddelbart efter konkurs og chaufførerne fik ikke løn for den sidste måneds arbejde for V1. 3F anlagde herefter sag mod V2. Ét af de spørgsmål der var genstand for behandling for Højesteret var om V2's overtagelse af busruten var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, således at V2 havde overtaget forpligtelsen til, at betale den løn, som chaufførerne ikke havde modtaget fra V1.

I Højesterets dom af 24. maj 2016 i sag 228/2014 tog Højesteret stilling til om overtagelsen af driften af en buslinje i forbindelse med et udbud udgjorde en overdragelse omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

Højesteret fastlog: "for så vidt angår aktiviteter som regulær offentlig bustransport, der ikke i det væsentlige er baseret på arbejdskraft, og hvor de fysiske elementer til drift af busruten udgør et væsentligt element i virksomhedsdriften, fører manglende overførelse af væsentlige fysiske elementer fra den hidtidige kontraktpart til den nye i hvert fald som det hele klare udgangspunkt til, at der ikke er tale om en enhed, der har besvaret sin identitet."

Højesteret fandt, at V2's overtagelse af driften af busruten ikke var en overførelse af en økonomisk enhed, der bevarede sin identitet og fandt derfor, at virksomhedsoverdragelsesloven ikke fandt anvendelse.

Højesteret begrundede dette med, at der ikke var overført væsentlige fysiske elementer til drift af busruten fra V1 til V2.

Herefter var spørgsmålet om udbudsmaterialet, herunder udbudskontrakten mellem T og V2, i et tilfælde hvor virksomhedsoverdragelsesloven ikke fandt anvendelse, alligevel forpligtede V2 til, at overtage den tidligere kontraktshaver/V1's forpligtelser som følger af virksomhedsoverdragelsesloven i forhold til lønmodtagerne.

Højesteret fastslog i den forbindelse, at hverken udbudsmaterialet eller udbudskontrakten mellem T og V2, forpligtede V2 til, at overtage forpligtelser overfor lønmodtagerne som følger af virksomhedsoverdragelsesloven.

Højesteret udtalte i den forbindelse, at aftaler med vilkår om, at tillægge tredjemand rettigheder som udgangspunkt kun kan gøres gældende af aftalens parter, medmindre parterne har bestemt andet, eller der er klare holdepunkter for, at det er et væsentligt formål med aftalen, at tillægge tredjemand de pågældende rettigheder.

Højesterets dom var en stadfæstelse af landsrettens dom.

Højesteret opretholder hidtidig praksis ved, at sondre mellem tilfælde hvor arbejdskraften udgør den væsentligste del af virksomheden – f.eks. rengøring - og tilfælde hvor arbejdskraften ikke udgør den væsentligste del af virksomheden.

I de tilfælde hvor arbejdskraften udgør den væsentligste del af virksomheden, tillægges det knap så afgørende betydning ved vurderingen af om der foreligger en overdragelse, om væsentlige driftsaktiver følger med, når blot den væsentligste del af arbejdskraften følger med.

Er der derimod tale om tilfælde hvor arbejdskraften ikke udgør den væsentligste del af virksomheden – som f.eks. busdrift - vil der som udgangspunkt ikke være tale om en overdragelse omfattet af loven, såfremt der ikke følger væsentlige driftsaktiver med.

Det skal dog bemærkes, at der i hvert tilfælde skal foretages en konkret vurdering af om en overdragelse er omfattet af loven og, at der således ikke kan opstilles faste retningslinjer for hvornår der foreligger en overdragelse omfattet af loven.

Efter Højesterets dom kan det endvidere lægges til grund, at medmindre parterne har aftalt andet eller der er klare holdepunkter herfor, vil udbudsmaterialet eller udbudskontrakten som udgangspunkt ikke forpligte erhververen til, at overtage forpligtelser overfor lønmodtagerne som følger af virksomhedsoverdragelsesloven.

Bird & Bird yder rådgivning inden for alle aspekter af arbejds- og ansættelseretten. Ønsker du rådgivning inden for dette område, eller har du spørgsmål til dommen er du velkommen til at kontakte Søren Narv Pedersen på [email protected], Jannie Jensen på [email protected] eller Mia Boesen på [email protected].

ⁱ sag 228/2014