Generaladvokaten: Ansvaret for udbydere af gratis WiFi

Generaladvokaten har den 16. marts 2016 afgivet sit forslag til afgørelse i sag C-484/14 vedrørende ansvaret for udbydere af gratis WiFi.

Tyske Tobias Mc Fadden ejer en butik i nærheden af München, hvor han sælger lyd- og lyssystemer. Han tilbyder samtidig gratis offentlig tilgængeligt WiFi fra sine butikslokaler.

I 2010 konstaterede Sony, at der via Mc Faddens WiFi-netværk ulovligt blev distribueret et musikværk tilhørende Sony Music. Sony stævnede Mc Fadden ved retten i München med den påstand, at han var indirekte erstatningsansvarlig for ophavsretskrænkelsen af musikværket, da han ikke havde sikret sit WiFi-netværk ved hjælp af et password. Retten i München henviste herefter tre spørgsmål til EU-Domstolen.

1. Kan Mr. Mc Fadden betegnes som en udbyder af informationssamfundstjenester, omfattet af E-handelsdirektivet, ved at udbyde gratis WiFi fra sin butik?
2. I hvilket omfang er han ansvarlig for ophavsretskrænkelser foretaget via hans WiFi-netværk?
3. I hvilket omfang kan han forpligtes til at gøre sit netværk sikkert ved hjælp af password?

Disse tre spørgsmål har generaladvokaten nu besvaret i sit forslag til afgørelse.

En informationssamfundstjeneste er defineret som "enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager". Spørgsmålet var derfor, om man kunne sige, at Mr. Mc Faddens gratis WiFi blev ydet mod betaling?

Helt umiddelbart ville svaret jo være nej, men generaladvokaten påpegede, at Mr. Mc Fadden brugte sit gratis WiFi-netværk som en form for markedsføring med henblik på at skaffe flere kunder. Han brugte det derfor i en økonomisk kontekst med mersalg for øje, hvorfor hans gratis WiFi-service kunne kategoriseres som en informationssamfundstjeneste i E-handelsdirektivets forstand.

Mc Fadden var som WiFi-udbyder underlagt ansvarsfritagelsesreglen i E-handelsdirektivets artikel 12 (svarende til den danske e-handelslovs § 14), idet han blot videreformidlede en transmission iværksat på initiativ af en tredjemand.

Han var således ikke erstatningsansvarlig for skade forårsaget af brugerne af sit WiFi-netværk og hæftede desuden heller ikke for rettighedshavernes andre omkostninger vedrørende krænkelsen, fx opsporing af gerningsmanden, nedlæggelse af fogedforbud, mv.

Som det følger af E-handelsdirektivets artikel 12 (3) kommer ansvarsfritagelsen ikke uden undtagelse. Man er som udbyder af en informationssamfundstjeneste forpligtet til, i overensstemmelse med nationale håndhævelsesregler, at efterkomme påbud udstedt af nationale domstole med henblik på at bringe krænkelsen til ophør.

Påbuddet skal opfylde visse krav. Det skal bl.a. være effektivt, proportionalt og afvejes i forhold til de fundamentale rettigheder, herunder ytringsfrihed, friheden til at udøve virksomhed samt beskyttelsen af immaterielle rettigheder.

Påbuddet skal desuden være målrettet at bringe en specifik krænkelse til ophør eller forhindre en sådan, men kan ikke medføre en generel forpligtelse til at overvåge trafikken på netværket.

Domstolen understregede dog, at påbuddet ikke må være af en sådan karakter, at WiFi-udbyderen kun kan efterkomme det ved enten:

1. at lukke WiFi-netværket,
2. at passwordbeskytte netværket eller
3. at overvåge al kommunikation på netværket for at konstatere, om det krænkede værk ulovligt transmitteres igen.

Hvad betyder det så at forhindre en specifik krænkelse? I den tyske hovedsag bestod påbuddet i, at Mr. Mc Fadden fremover skulle forhindre, at musikværket blev krænket via netværket.

Man kan med rette undre sig over, hvordan dette sikres i overensstemmelse med kravet om, at påbuddet skal rette sig mod en specifik krænkelse uden samtidig at overvåge netværket i strid med punkt 3 ovenfor.

Generaladvokaten påpeger dog i sin præmis 132, at en overvågning af netværket kan finde sted, hvis det angår et begrænset antal emner i et begrænset tidsrum. I en fodnote henviser generaladvokaten til et eksempel på "specifik overvågning" som værende, hvis man overvåger aktiviteten på en bestemt hjemmeside via netværket inden for en begrænset tidsperiode.

Der henvises videre til sag C-324/09 L'Oréal and Others, hvor generaladvokat Jääskinen i sit forslag til afgørelse påpegede, at et påbud mod en informationssamfundstjenesteyder kunne bestå i en forpligtelse til at lukke den krænkende brugers brugerkonto på netværket.

Iværksættelsen af et sådant påbud nødvendiggør selvsagt implementeringen af et brugerkontosystem på netværket, men det kan også forstås som en anbefaling, som vil lette den administrative byrde for WiFi-udbyderen betydeligt, hvis der sker krænkelser via netværket.

Generaladvokatens forslag til afgørelse er meget positiv set i forhold til virksomheder, som tilbyder offentlig tilgængeligt gratis WiFi, idet den bekræfter, at den såkaldte "ren videreformidling"-undtagelser også finder anvendelse på dem.

Man er således fritaget for erstatningsansvar og generel overvågning af netværket, men man må samtidig være forberedt på i et vist omfang at samarbejde med nationale myndigheder i tilfælde af, en krænkelse finder sted.

I denne henseende kan generaladvokat Jääskinens forslag til afgørelse i L'Oréal and Others-sagen indikere, at implementeringen af et brugerkontosystem vil lette den administrative byrde for virksomheder, der tilbyder offentligt tilgængeligt gratis WiFi, idet de blot kan lukke krænkerens brugerkonto. Samtidig kan overvågningen begrænse sig til den pågældendes brugerkonto i et begrænset tidsrum, hvilket også må være i overensstemmelse med kravet om "specifik overvågning".