Sø- og Handelsretten afsagde mandag d. 22. februar 2016 kendelse i en
sag, hvor spørgsmålet vedrørte gyldigheden af et udenretligt forlig indgået
mellem to parter, hvoraf den ene havde udøvet svigagtige forhold.
Umiddelbart kunne det jo lyde
lige til højrebenet. Hvis en aftale er indgået som følge af svig, er aftalen
ugyldig efter aftalelovens § 30. Hvordan kan det så være, at Sø- og
Handelsretten kom frem til det modsatte resultat? Svaret skal findes i sagens
omstændigheder.
Sagens omstændigheder
Der var tale om to parter – selskabet
N og selskabets tidligere forskningschef (HP). HP blev i midten af 2006
bortvist fra N, og i den forbindelse opstod der uenighed om opfinderskab og
ejendomsret på en række patenter, der havde HP angivet som ejer, men ikke som
opfinder.
HP havde nemlig arrangeret, at
hans ven, PB, stod anført som opfinder på patenterne, så N ikke kunne hævde ret
over dem. Ellers ville N, jf. Lov om arbejdstageres opfindelser § 5, være
berettiget til at kræve patenterne overdraget til sig, eftersom HP var ansat
hos N.
N var også overbevist om, at det
forholdt sig således, men de var på daværende tidspunkt ikke i stand til at
bevise, at HP var rette opfinder.
Der blev derfor indgået en
forligsaftale, hvori N eksplicit fastholdt, at HP var rette opfinder. HP bestred dette i aftalen, vel vidende at det ikke
var sandt. N havde dog brug for patenterne og indgik derfor i forliget en
licensaftale med HP vedrørende de omstridte patenter for 900.000 kr. up-front
betaling + 5 % i royalties.
Parterne aftalte endvidere, at de
ved indgåelsen af forliget ikke retsligt kunne forfølge hinanden med
udgangspunkt i de angivne uoverensstemmelser, herunder opfinderskabet.
Retssagen blev indledt, da N, 8
år efter aftalens indgåelse, pludselig blev i stand til at bevise, at HP ikke
var rette opfinder.
Parternes påstande
N påstod aftalen ugyldig og
patenterne overdraget til sig. De gjorde gældende, at forligsaftalen var
fremkaldt ved HP's urigtige oplysninger og påberåbte sig i denne forbindelse
aftalelovens §§ 30, 33 og 36 samt DL 5-1-2 og læren om bristede forudsætninger.
N fremhævede desuden, at de på
daværende tidspunkt blev nødt til at acceptere licensaftalen af hensyn til
deres freedom to operate – altså
deres muligheder for at fortsætte virksomhedsdriften uden at krænke andres
patenter.
HP krævede forligsaftalen
opretholdt og gjorde gældende, at N indgik aftalen, uanset at N på tidspunktet
for aftalens indgåelse var af den overbevisning, at HP var rette opfinder.
Dette var endda nævnt eksplicit i forligsaftalen. N accepterede altså "med
åbne øjne" risikoen for, at HP's angivelser var urigtige og endda
svigagtige.
HP gjorde yderligere gældende, at
N selv valgte ikke at indlede en retssag for at få afklaret forholdene, selvom
HP havde indvilliget i en retssagsbehandling.
Endvidere anførte HP, at N ikke
havde taget noget forbehold i aftalen, og at det afgørende incitament for N til
at indgå forligsaftalen ikke var svigen fra HP's side, men af hensyn til deres
freedom to operate.
Rettens begrundelse
Sø- og Handelsretten fandt, at
"[h]verken aftalelovens § 30, § 33 eller § 36 er til hinder for, at en
erhvervsvirksomhed som sket i forbindelse med dette forlig kan fraskrive sig
retten til parterne imellem at gøre gældende, at den anden part har handlet
svigagtigt, når netop dette angiveligt svigagtige forhold er genstand for
parternes tvist og forliget".
Det centrale var altså, at de
angiveligt svigagtige forhold var selve
genstanden for parternes forlig.
Retten uddyber ikke sin
begrundelse synderligt, men meget tyder på, at retten lagde vægt på, at HP's
urigtige udtalelser ikke var bestemmende
for N's indgåelse af forliget. N var indledningsvist overbevist om, at HP var
rette opfinder, en overbevisning som det indledende forhandlingsmateriale fremlagt
under sagen også bekræftede, men valgte på trods af mistanken og svigagtig
optræden alligevel at indgå forlig.
N sad fast som følge af bevismanglen,
og det bestemmende hensyn for indgåelse af forliget var derfor primært hensynet
til freedom to operate og at undgå en dyr og langtrukken retssag.
Bird & Bird bemærker
Kendelsen giver anledning til
nogle overvejelser.
Man kunne f.eks. let have forestillet
sig, sagen fik et andet resultat, hvis N blot havde lagt HP's udtalelser til
grund og ikke åbenlyst protesteret i forliget. Så havde det været tydeligt, at
forliget baserede sig på, at HP talte sandt, og HP's udtalelser havde således
været bestemmende for N's indgåelse
af forliget. Opfinderskabet havde ikke været en af uoverensstemmelserne i forliget, men derimod en forudsætning for forliget.
Opfinderskabet kunne derfor muligvis være genstand for en senere retssag, jf.
ordlyden af forliget: "Denne aftale afslutter alle uoverensstemmelser
mellem Parterne".
Sagen illustrerer vigtigheden af,
hvad man skriver i et forlig. Et forlig har jo mellem parterne som udgangspunkt
samme retsvirkning som en dom, og forligets genstand skal derfor skæres nøje
til.