Højesteret stadfæster dom vedrørende fastholdelsesbonus ift. funktionærlovens § 17a

Højesteret har den 30. juni 2017 afsagt dom i en sag vedrørende fastholdelsesbonus og stadfæster, at en medarbejder havde krav på forholdsmæssig andel af bonus ved fratræden før bonusperiodens udløb.

Sagen kort:

A blev ansat som General Manager Europe i virksomheden B med virkning fra den 1. oktober 2010. Med virkning fra den 1. januar 2013 blev A omfattet af en 3-årig bonusordning, der løb frem til den 31. december 2015. I henhold til ordningen ville bonus blive udbetalt i slutningen af januar 2016, såfremt medarbejderen opfyldte de fastsatte kriterier. Bonusordningen blev indført som led i en integrationsproces som følge af, at B blev købt af en amerikansk koncern, og man søgte derfor med ordningen at fastholde nogle kernemedarbejdere. Der var med andre ord tale om en fastholdelsesbonus.

Det fremgik bl.a. af bonusordningen, at medarbejderens ret til bonus afhang af følgende tre kriterier: 1) bonuspuljens størrelse, 2) ansættelsens længde og 3) medarbejderens performance. Det fremgik af A’s bonusordning, at bonuspuljen udgjorde 1,2 mio. kr., og at ordningen var baseret på et pointsystem, hvorefter A hver måned i bonusperioden optjente et vist antal point. Pointtallet pr. måned steg henover perioden, således at det for første måned (januar 2013) var 100 og for sidste måned (december 2015) var 250. For hele perioden var pointtallet 5.990.

Den 30. august 2014 opsagde A sin stilling til fratræden 31. oktober 2014. Han fik i den forbindelse udbetalt bonus beregnet på baggrund af pointsystemet. A mente dog, at beregningen skulle foretages forholdsmæssigt ud fra den periode han havde været ansat i B, dvs. på baggrund af de 22 måneder ud af de 36 måneder bonusperioden løb, jf. funktionærlovens § 17a.

A rejste derfor et krav, der udgjorde forskellen mellem en beregning af bonussen på baggrund af pointsystemet i bonusaftalen og en beregning på grundlag af en ligefrem proportional optjeningsordning. Forskellen udgjorde kr. 162.395,65 kr.

Sø- og Handelsrettens dom

Sø- og Handelsretten fandt, at vederlag, som en arbejdsgiver betaler sin ansatte, for at denne forbliver i sin stilling i en nærmere bestemt periode, dvs. en fastholdelsesbonus, er omfattet af bestemmelsen i funktionærlovens § 17 a, stk. 1. Sø- og Handelsrettens dom er gennemgået nærmere her.

Sø- og Handelsretten anførte, at man ikke mente, at betingelserne for den meget snævre ramme i U2012.1315H for fravigelse af hovedreglen i § 17 a, stk. 1, kunne anses for opfyldt for den pågældende bonusaftale. Sø- og Handelsretten lagde herved vægt på, at der efter aftalens indhold indgik en præstationsbaseret evaluering, og at bonussen i øvrigt var afhængig af størrelsen af bonuspuljen og den ansattes anciennitet.

I forhold til bonusordningens optjeningsprincip fandt Sø-og Handelsretten, at A havde krav på forholdsmæssigt vederlag for det regnskabsår, hvor han var fratrådt. Det progressive optjeningsprincip var således ikke i overensstemmelse med funktionærlovens § 17 a, stk. 1, som således ikke kan fraviges til ugunst for A, jf. funktionærlovens § 21.

Højesterets dom

Højesteret bemærker, at der ikke var tale om, at A's stilling skulle nedlægges med et deraf følgende afgørende behov for virksomheden for, at han bestred sin stilling så vidt muligt indtil den sidste dag.

Tværtimod var bonussens maksimale størrelse fastsat af virksomheden i forhold til A's årsløn. Det fremgik således af bonusaftalen, at udbetaling af bonussen bl.a. afhang af virksomhedens vurdering af hans arbejdsmæssige "performance", og at denne vurdering var skønsmæssig ("discretionary"). Det var altså en forudsætning for, at bonussen kunne komme til udbetaling, at virksomheden bedømte hans "performance" til mindst 3 på en skala fra 1 til 5.

Højesteret stadfæster på den bagrund Sø- og Handelsrettens dom, i det Højesteret anfører, at:

"Højesteret finder, at den aftalte bonus under de foreliggende omstændigheder reelt ikke kun var en præmiering af A for at forblive i sin stilling indtil bonusperiodens udløb, men at den også var en vederlæggelse for udførelse af arbejde på samme måde som løn".

 Bird & Birds kommentarer:

Højesteret bekræfter med pågældende dom, at bonusordninger som altovervejende hovedregel – og selvom der er tale om en fastholdelsesbonus – vil være omfattet af funktionærlovens § 17a, og at undtagelsen i u2012.1315H således fortsat må anses for en yderst snæver undtagelse. Hvis bonusudbetalingen tillige er (delvist) betinget af en tilfredsstillinde performance-evaluering, må det antages, at sådan bonus altid vil omfattes af funktionærlovens § 17a.

Endvidere fastslår dommen, at det forholdsmæssige princip i funktionærlovens § 17a heller ikke kan fraviges, jf. funktionærlovens § 21, hvorfor en funktionær har ret til en forholdsmæssig del af bonusudbetaling set i forhold til ansættelsestiden og ikke i forhold til andre progressive optjeningsprincipper.