Få et indblik i EU's nye retningslinjer for netneutralitet

EU's tilsynsorgan på teleområdet (BEREC)[1] har for nyligt offentliggjort deres endelige og længe ventede retningslinjer for, hvorledes nationale myndigheder skal anvende EU's regler om netneutralitet i praksis. Reglerne har til formål at sikre både forbrugerene og virksomhederne en lige adgang til internettets motorvej.

Begrebet netneutralitet betyder, at internetudbydere skal respektere og sikre den frie adgang til det åbne internet. Dette indebærer blandt andet ligebehandling af al datatrafik på nettet. Reglerne forbyder internetudbydere at tilgodese nogle tjenesteudbydere frem for andre. Internettet skal være frit, og det er ikke tilladt at inddele internettet i forskelligt prioriterede hastighedsspor. De store udbydere, hvis tjeneste kræver meget data, skal ikke kunne købe sig til særbehandling og adgang til særlige højhastighedsbaner (såkaldte fast lanes).

Retningslinjerne uddyber reglerne på området, hvor den klare hovedregel er, at det er forbudt for internetudbydere at blokere eller sænke farten på trafikken på internettet. I særlige tilfælde kan der dog gøres en undtagelse, hvor det er strengt nødvendigt. Disse tilfælde er benævnt "specialiserede tjenester" og er redegjort for nedenfor.

Specialiserede tjenester

Retningslinjerne benytter sig af begrebet "specialiserede tjenester" omkring de tilfælde, som er undtaget fra forbuddet mod særbehandling. Omfattet af denne kategori er tjenester, som kan betragtes som værende i offentlighedens interesse. Disse tjenester regnes for at være nødvendige, og det er derfor afgørende, at disse fungerer stabilt og upåklageligt – selv i situationer med stor overbelastning på internettet.

Eksempler på udbydere af sådanne tjenester er offentlige myndigheder såsom sygehusvæsnet eller brandvæsnet. Her vil der være et generelt behov for at sikre, at disse har adgang til lynhurtig internetforbindelse og herved kan bevæge sig i en såkaldt "fast lane". Retningslinjerne nævner f.eks. en operation, hvor kirurgen ikke er fysisk tilstede, men i stedet deltager via en internetforbindelse.

Det understreges i retningslinjerne, at nationale myndigheder må vurdere, om tjenesten er objektiv nødvendig, samt hvorvidt netværkskapaciteten er tilstrækkelig til at opretholde hastigheden på internettet på trods af de specialiserede tjenester.

Forbud mod zero-rating?

Internetudbydere benytter sig ofte af en metode kaldet "zero-rating", hvormed de fritager særlige applikationer (ofte udbyderens egne) fra at være omfattet af forbrugernes dataloft. Metoden kan dog resultere i en skævvridning af konkurrencen – særligt til ulempe for mindre virksomheder, som har svært ved at få en del af markedet. Et eksempel på zero-rating er et tilfælde, hvor internetudbyderen fritager deres egen musiktjeneste fra at være omfattet af forbrugerens dataforbrug. Forbrugeren vil således opleve en bedre service ved netop denne tjeneste og vil herved have et mindre incitament til at prøve alternative løsninger.

EU-reglerne nedlægger ikke dog ikke et totalforbud mod zero-rating, men retningslinjerne understregner, at der konkret gælder et forbud mod at lade enkelte tjeneste være undtaget hastighedsbegrænsningen, når forbrugeren har opbrugt sit månedlige dataforbrug.

Det er således op til den nationale myndighed at vurdere, hvorvidt zero-rating i det konkrete tilfælde skal forbydes eller ej.  

Nationalt tilsyn

I Danmark varetages det nationale tilsyn af Energistyrelsen. Såfremt forbrugeren mener, at der sker brud på reglerne om netneutralitet, skal der i første omgang rettes henvendelse til ens internetudbyder, som ifølge EU-reglerne har pligt til at varetage forbrugernes klager.

Bird & Bird:

Martin von Haller, it-advokat og partner hos Bird & Bird, har tidligere skrevet omkring emnet netneutralitet. Artiklen kan findes her.