Bird & Bird har tidligere bragt en artikel
vedrørende generaladvokatens forslag til afgørelse af sagen om GS Media
(C-160/15). EU-domstolen har nu endeligt afgjort sagen, og det gik ikke helt,
som generaladvokaten havde foreslået.
Generaladvokatens
forslag til afgørelse
Generaladvokaten
foreslog i sin anbefaling til afgørelse af sagen, at links til indhold på andre
hjemmesider, der uden ophavsmandens samtykke indeholder krænkende materiale,
ikke udgør en ophavsretlig krænkelse.
Han
understregede i sit forslag til afgørelse af 7. april 2016, at der fortsat
gjaldt en klar hovedregel, hvorefter alle kommunikative handlinger vedrørende
ophavsretligt beskyttende værker som udgangspunkt skal godkendes af
ophavsmanden.
Han mente dog
ikke, at links må antages at falde under denne beskyttelse, fordi links der
leder til værker, der er immaterialretligt beskyttet, ikke udgør selve
krænkelsen, da værkerne allerede er blevet gjort tilgængelige for
offentligheden. Linket gør således hverken fra eller til.
Den hollandske
højesteret spurgte også, hvorvidt det er i strid med EU-retten at linke, hvis
"linkeren" bør være klar over, at der linkes til materiale, som er
offentliggjort på ulovlig vis.
Baggrund
Sanoma,
udgiveren af tidsskriftet Playboy, bestilte en fotosession med den hollandske
tv-vært Britt Dekker. I oktober 2011 blev links til de upublicerede fotos fra
shootet offentliggjort af GS Media på deres hjemmeside GeenStijl uden samtykke fra Sanoma.
Sanoma mente,
at deres rettigheder var blevet krænket af GS Media, og sagen blev i sidste
ende henvist til EU-domstolen.
Det centrale
spørgsmål for EU-domstolen var, om linking til et værk, som er gjort
tilgængelig på en internetside af en tredjepart uden samtykke fra ophavsmanden,
skal betragtes som en selvstændig "tilgængeliggørelse for almenheden''.
Den hollandske
højesteret spurgte ligeledes, om det var afgørende, at den person, der
tilgængeliggjorde linket, var eller burde have været klar over, at der manglede
samtykke fra ophavsmanden, eller at værket tidligere var blevet stillet til
rådighed for offentligheden med ophavsmandens samtykke.
Disse spørgsmål
er af særlig betydning, især efter afgørelsen af EU-domstolen i ''Svensson''
(referat af denne kan læses på engelsk her)
og den efterfølgende sag; ''BestWater".
I disse
afgørelser fastslog domstolen, at offentliggørelsen af links til et frit
tilgængeligt værk ikke skulle forstås som en selvstændig tilgængeliggørelse for
almenheden. Rationalet bag afgørelserne var, at rettighedshaveren allerede
havde taget hensyn til alle internetbrugere, da han/hun samtykkede til den
første offentliggørelse af værket på en frit tilgængelig internetside. Derfor var
der ikke tale om tilgængeliggørelse for en "ny almenhed".
Domstolens afgørelse
EU-domstolen
afsagde den 8. september 2016 dom i sagen og nåede frem til følgende
konklusioner:
-
Hvor en person uden kommercielt sigte gør et
link til et værk tilgængeligt på en hjemmeside uden samtykke fra rettighedshaveren,
er det nødvendigt at tage hensyn til, om personen vidste eller burde have vidst,
at værket er blevet offentliggjort uden samtykke.
Det vil sige, når 'linkeren' ikke er eller burde være klar over, at værket,
han linker til, er uploadet uden samtykke fra rettighedshaveren, er der ikke
tale om, at værket gøres tilgængeligt for almenheden.
-
Hvis 'linkeren' derimod vidste eller burde have
vidst, at han linkede til et værk, der er offentliggjort ulovligt på en
internetside, vil det udgøre en tilgængeliggørelse for almenheden.
-
Hvor links er offentliggjort med kommercielt sigte, bør 'linkeren'
udføre den nødvendige kontrol for at sikre, at værket, der er linket til, ikke
er ulovligt offentliggjort.
Der består derfor en formodning
for, at offentliggørelsen af linket er blevet gjort med kendskab til det
beskyttede værks art og den mulige mangel på samtykke til offentliggørelse.
Under disse omstændigheder, medmindre formodningen afkræftes, vil offentliggørelsen
af et sådant link være en tilgængeliggørelse for almenheden.
Kommentar
GS Media-sagen
bekræfter, at Svensson-sagen kun gælder i de tilfælde, hvor værkerne er blevet
gjort frit tilgængelige med samtykke
fra rettighedshaveren.
EU-Domstolen
har i sin afgørelse forsøgt at skelne mellem almindelige internetbrugere (som
ikke kan forventes at udføre en detaljeret vurdering af de værker, som de linker
til) og de internetbrugere, som kommercielt deler andres værker, hvorefter de
burde vide, om det er ulovligt uploadet eller ej.
Afgørelsen vil
nok medføre en praksis, hvorefter rettighedshaverne vil henvende sig til
linkeren for at gøre ham opmærksom på, at der ikke foreligger tilladelse til
brug af værket, hvorefter linkeren er forpligtet til at fjerne linket, da han
nu er i ond tro – en praksis, som til forveksling ligner ansvarsreglerne for
hostingtjenester, som ses i e-handelslovens § 16.
Afgørelsen om
GS Media vedrører en konkret situation, hvor det stod klar, at rettighedshaver
ikke havde givet sit samtykke til offentliggørelsen af værket. Der kan fortsat
stilles spørgsmålstegn til den konkrete situation, hvor der linkes til frit
tilgængelige ulovligt uploadede værker, men hvor rettighedshaveren har givet
sit samtykke til at gøre værket frit tilgængeligt andre steder på internettet. Ifølge Svensson vil dette ikke udgøre
en selvstændig tilgængeliggørelse for almenheden, men det kan måske alligevel
vise sig at være tilfældet ifølge GS Media. Her må dog afventes endelig
afklaring fra EU-domstolens side.
Problemet
fremadrettet er, at linkerens gode eller onde tro pludselig bliver afgørende
for, hvorvidt en ren teknisk foranstaltning i form af linking medfører, at der
er tale om en "tilgængeliggørelse" eller ej.