Pokémon Go – Mobilspillet, der har taget verden med storm

25 oktober 2016

Pokémon Go er efterhånden blevet et verdensomspændende fænomen. Disse såkaldte "Augumented Reality"-spil er blevet endnu en disruptor i en både teknologisk og social, men også juridisk, sammenhæng. Hvilke konsekvenser kan det medføre for spillerne, og hvilke spørgsmål skal skaberne af Pokémon Go og andre AR-spil forberede sig på at besvare i fremtiden?

Databeskyttelse og privatliv for brugere

Databeskyttelse og privatliv er indledningsvist de mest oplagte spørgsmål at tage fat på.  Pokémon Go skaffer sig nemlig adgang – med brugernes samtykke – til personlige data som eksempelvis navn, e-mailadresse, geografisk placering samt dit kamera på din smartphone. Med spillets efterhånden enorme brugerbase er disse oplysninger en potentiel guldgrube for andre virksomheder, som bl.a. kan bruge oplysningerne til at målrette sine reklamer til den individuelle spiller.

Virtuel placering og ejendomsrettigheder

Det er imidlertid ikke kun databeskyttelse, som er relevant at overveje. Det sker nemlig ikke sjældent, at folk er trængt ind på privat ejendom, fordi der var en Pokémon, der luskede rundt derinde. Hertil opstår spørgsmålet: ''Har man i den virtuelle verden de samme rettigheder som i den virkelige verden, fx ejendomsret?''

Hvis du i et spil på din smartphone har mulighed for at gå et sted hen, betyder det ikke nødvendigvis, at du har ret til fysisk at gå derhen. Spillet skelner ikke mellem, hvad der er privat og offentlig ejendom, og spillerne er derfor nærmest til at bære risikoen for sådanne overtrædelser. Det er imidlertid stadigvæk relevant at diskutere, hvorvidt og i hvilket omfang skaberne kan stilles ansvarlige, fx som følge af et evt. medvirkensansvar eller overtrædelse af markedsføringsloven.

Spillet advarer inden brug om, at man altid skal være opmærksom, samt at man skal huske at være bevidst om sine omgivelser. Den retlige effekt af en sådan generel ansvarsfraskrivelse er meget begrænset i dansk ret.

For nylig har en katolsk kirke i Berlin hyret en advokat til at få kirken udelukket fra spillet, idet kirken var ét af de såkaldte "PokéStop". Hovedspørgsmålet i sagen er, om en ejer af en fast ejendom har en juridisk ret til at udelukke ejendommen fra at fremgå i den virtuelle verden? Findes der en såkaldt ''virtuel ejendomsret?'' Det bliver interessant at følge med i sagen, bl.a. også fordi det endnu ikke står klart, om skaberne kan anses for at være ansvarlige for brugerne af spillets adfærd. Det er fortsat også uvist, om skaberne kan tvinges til at fjerne lokationer fra spillet eller ej.

Det er i strid med god markedsføringsskik, hvis spillet opfordrer brugerne til at begå farlige eller ulovlige handlinger. Det er umiddelbart tvivlsomt, om spillet ligefrem opfordrer til at begå ulovlige handlinger, men på den anden side skal man ved vurderingen tage særlige hensyn til børn og unge – en gruppe som er særdeles velrepræsenteret blandt de eventyrlystne Pokémontrænere – der generelt bliver anset for letpåvirkelige.

I strid med markedsføringsloven?

Der kan være mange grunde til, at personer og virksomheder ikke ønsker at ''deltage'' i Pokémon Gos virtuelle verden. Dog findes imidlertid nogle virksomheder, som ser store muligheder i at deltage i spillet. Pokémon Go giver brugerne mulighed for at købe ''lokkemad'' eller såkaldte ''lurer'', som kan hjælpe med at tiltrække Pokémons til en bestemt lokation. Mange virksomheder i de større byer har annonceret observationer af sjældne Pokémons på og omkring deres ejendomme for netop at lokke spillere til. Et eksempel er pizzamanden fra New York. Han anmodede om at få et PokéStop foran sin butik, hvor han hver dag placerede lokkemad for omkring 70 kr. pr. dag. Det fik brugerne til at strømme ind for at fange Pokémons, og ifølge ham steg hans omsætning pludseligt med hele 75 %, fordi spillerne også lige snuppede et pizzaslice med på vejen.

Det lyder umiddelbart som en god forretning, men man kunne med rette stille spørgsmålstegn ved, om der er tale om adfærd i strid med 1) god markedsføringsskik og 2) forbuddet mod vildledende markedsføring.

God markedsføringsskik bliver anvendt i vid udstrækning og omfatter ikke kun markedsføring i teknisk forstand, men ''enhver handling i erhvervsøjemed.'' Når en virksomhed i den virtuelle verden placerer lokkemad i et spil med henblik på at øge sin omsætning, er denne handling omfattet af begrebet markedsføring i lovens forstand. Forbuddet mod vildledende markedsføring er også relevant, fordi virksomhederne udsætter forbrugerne for påvirkning, som kan medvirke til en forvrængning af deres økonomiske adfærd. Samtidig kan der være tale om skjult markedsføring i forbindelse med placering af ''lurer.'' Reklamer skal altid være udformet, så det står forbrugeren klart, at der er tale om en reklame. Ifølge markedsføringsloven gælder reglen om tydelighed og gennemskuelighed, uanset hvordan reklamen bliver formidlet, og ved brug af underholdning i markedsføringen for personer under 18 år skal det være ekstra tydeligt, at spillet eller lignende er en del af markedsføringen for et specifikt produkt. Forbrugerne skal altid gøres opmærksomme på, at de er blevet manipuleret af en reklame eller af ''product placement.''

Det virker som en smart måde at tiltrække kunder på, og det er derfor også oplagt for Nintendo og Niantic at indgå langsigtede aftaler med store kommercielle kæder. Fx kan nævnes, at der allerede er indgået en stor sponsoraftale med McDonald's i Japan. Det er helt sikkert ikke den sidste aftale, der bliver indgået. Det afhænger selvfølgelig også af, om skaberne formår at fastholde publikummet til Pokémon Go.

Afsluttende bemærkninger

Over en bred kam spås en stor fremtid for Augmented Reality, og efterfølgerne til Pokémon Go er allerede ved at dukke op. De ovennævnte juridiske problemer er derfor særdeles aktuelle, og det varer nok ikke længe, før lovgivere må tage stilling til rettigheder og forpligtelser i den virtuelle verden på linje med den virkelige.