Ny Østre Landsretsdom vedrørende retten til betalt frihed ved speciallægebesøg

10 november 2016

Soeren Narv Pedersen, Mia Boesen

I en ny Østre Landsretsdom afsagt den 31. oktober 2016 tager Østre Landsret stilling til retten til betalt frihed ved speciallægebesøg og omfanget heraf.

Baggrund:

Den 21. oktober 2013 blev sagsøgeren, A, ansat som kontorassistent i et vikariat i staben for Roskilde og Køge Sygehuse, der hører under Region Sjælland. A var den 29. juli 2013 blevet indkaldt til en kikkertundersøgelse på Slagelse Sygehus til foretagelse den 29. oktober 2013 kl. 11.45. Undersøgelsen påkrævede, at A skulle have fri hele dagen.

A anmodede derfor om at få fri den 29. oktober 2013, men fik først afslag herpå. Der opstod på den baggrund en tvist om, hvorvidt A havde krav på tjenestefrihed med løn, eller om den medgåede tid skulle registreres som fravær i hendes flexregnskab.

Region Sjælland indvilgede i at udbetale løn for 3 timer, men fastholdt, at de resterende 5 timer skulle registreres i flexregnskabet.

Da A var funktionær omhandlede sagen således omfanget af funktionærlovens § 5, stk. 1, der har følgende ordlyd:

§ 5. Bliver funktionæren på grund af sygdom ude af stand til at udføre sit arbejde, betragtes den heraf følgende tjenesteforsømmelse som lovligt forfald for funktionæren, medmindre han under tjenesteforholdets beståen har pådraget sig sygdommen ved forsæt eller grov uagtsomhed, eller han ved stillingens overtagelse svigagtigt har fortiet, at han led af den pågældende sygdom.

Spørgsmålet var altså om speciallægeundersøgelsen kunne betragtes som "lovligt forfald".

A rejste krav om løn på kr. 762,30 for den 29. oktober 2013 samt en godtgørelse på kr. 25.000, i det A også gjorde gældende, at hun som følge af Region Sjællands modvillighed og adfærd i øvrigt havde været nødsaget til at oplyse om sin helbredsmæssige tilstand og på den måde videregivet oplysninger til sin arbejdsgiver i strid med helbredsoplysningslovens § 2, stk. 1, og personoplysningslovens § 7, stk. 1.

Dommen:

Landsretten gør indledningsvis gældende, at det var ubestridt under sagen, at undersøgelser som den pågældende så vidt muligt skal placeres udenfor arbejdstiden.

Landsretten lagde herefter til grund, at A underrettede arbejdsgiveren om indkaldelsen 2 eller 3 dage efter, at hun havde påbegyndt arbejdsforholdet tidligere end oprindeligt aftalt, og ca. en uge inden undersøgelsen skulle finde sted.

Retten fandt også, at A ikke at havde haft mulighed for at planlægge, at undersøgelsen skulle foregå uden for arbejdstiden. Landsretten mente derfor, at forholdet måtte være at sidestille med, at A på grund af sygdom var ude af stand til at udføre sit arbejde den 29. oktober 2013, og at hendes underretning herom skulle sidestilles med en sygemelding. Efter oplysningerne i sagen om forholdene før og efter undersøgelsen fandtes det derfor berettiget, at A forsømte tjenesten en hel dag. A var derfor berettiget til fuld løn under hele fraværet, jf. funktionærlovens § 5, stk. 1, og Region Sjælland kunne ikke kræve, at A også brugte timer fra hendes flexregnskab i forbindelse med fraværet.

Landsretten stadfæstede således byrettens dom vedrørende retten til løn under fraværet med kr. 762,30, men frifandt – også ligesom byretten – Region Sjælland for godtgørelseskravet på kr. 25.000, i det man ikke anså det for godtgjort, at Region Sjælland forud for undersøgelsen krævede oplysninger herom eller andre helbredsoplysninger, eller i øvrigt udviste en adfærd, der gjorde, at A med rette følte sig presset til at udlevere personlige oplysninger i strid med helbredsoplysningsloven eller persondataloven.

Bird & Birds kommentarer:

Dommen bekræfter, at også speciallægeundersøgelser ligesom almindelige lægebesøg, kan betragtes som lovligt forfald, forudsat at det ikke er muligt for funktionæren at lægge besøget på et andet tidspunkt, dvs. uden for arbejdstiden.

Det er således stadig værd at bemærke, at en funktionær så vidt muligt skal lægge lægebesøg m.m., så det tilgodeser virksomhedens drift. Men kan dette ikke lade sig gøre, skal det ikke komme funktionæren økonomisk til skade, og funktionæren har således altid krav på den betalte frihed.  

Endelig skal det bemærkes, at arbejdsgivere fortsat skal være meget påpasselige med at spørge ind til selve sygdommen, da dette strider mod helbredsoplysningsloven og persondataloven.

Authors

Mia Boesen

Junior Associate
Danmark

Ring til mig på: +45 72 24 12 12

Søren Narv Pedersen

Partner
Danmark

Ring til mig på: +45 22 49 08 14