Forlig var bindende trods svig

Sø- og Handelsretten afsagde mandag d. 22. februar 2016 kendelse i en sag, hvor spørgsmålet vedrørte gyldigheden af et udenretligt forlig indgået mellem to parter, hvoraf den ene havde udøvet svigagtige forhold.

Umiddelbart kunne det jo lyde lige til højrebenet. Hvis en aftale er indgået som følge af svig, er aftalen ugyldig efter aftalelovens § 30. Hvordan kan det så være, at Sø- og Handelsretten kom frem til det modsatte resultat? Svaret skal findes i sagens omstændigheder.

Sagens omstændigheder

Der var tale om to parter – selskabet N og selskabets tidligere forskningschef (HP). HP blev i midten af 2006 bortvist fra N, og i den forbindelse opstod der uenighed om opfinderskab og ejendomsret på en række patenter, der havde HP angivet som ejer, men ikke som opfinder.

HP havde nemlig arrangeret, at hans ven, PB, stod anført som opfinder på patenterne, så N ikke kunne hævde ret over dem. Ellers ville N, jf. Lov om arbejdstageres opfindelser § 5, være berettiget til at kræve patenterne overdraget til sig, eftersom HP var ansat hos N.

N var også overbevist om, at det forholdt sig således, men de var på daværende tidspunkt ikke i stand til at bevise, at HP var rette opfinder.

Der blev derfor indgået en forligsaftale, hvori N eksplicit fastholdt, at HP var rette opfinder. HP bestred dette i aftalen, vel vidende at det ikke var sandt. N havde dog brug for patenterne og indgik derfor i forliget en licensaftale med HP vedrørende de omstridte patenter for 900.000 kr. up-front betaling + 5 % i royalties.

Parterne aftalte endvidere, at de ved indgåelsen af forliget ikke retsligt kunne forfølge hinanden med udgangspunkt i de angivne uoverensstemmelser, herunder opfinderskabet.

Retssagen blev indledt, da N, 8 år efter aftalens indgåelse, pludselig blev i stand til at bevise, at HP ikke var rette opfinder.

Parternes påstande

N påstod aftalen ugyldig og patenterne overdraget til sig. De gjorde gældende, at forligsaftalen var fremkaldt ved HP's urigtige oplysninger og påberåbte sig i denne forbindelse aftalelovens §§ 30, 33 og 36 samt DL 5-1-2 og læren om bristede forudsætninger.

N fremhævede desuden, at de på daværende tidspunkt blev nødt til at acceptere licensaftalen af hensyn til deres freedom to operate – altså deres muligheder for at fortsætte virksomhedsdriften uden at krænke andres patenter.

HP krævede forligsaftalen opretholdt og gjorde gældende, at N indgik aftalen, uanset at N på tidspunktet for aftalens indgåelse var af den overbevisning, at HP var rette opfinder. Dette var endda nævnt eksplicit i forligsaftalen. N accepterede altså "med åbne øjne" risikoen for, at HP's angivelser var urigtige og endda svigagtige.

HP gjorde yderligere gældende, at N selv valgte ikke at indlede en retssag for at få afklaret forholdene, selvom HP havde indvilliget i en retssagsbehandling.

Endvidere anførte HP, at N ikke havde taget noget forbehold i aftalen, og at det afgørende incitament for N til at indgå forligsaftalen ikke var svigen fra HP's side, men af hensyn til deres freedom to operate.

Rettens begrundelse

Sø- og Handelsretten fandt, at "[h]verken aftalelovens § 30, § 33 eller § 36 er til hinder for, at en erhvervsvirksomhed som sket i forbindelse med dette forlig kan fraskrive sig retten til parterne imellem at gøre gældende, at den anden part har handlet svigagtigt, når netop dette angiveligt svigagtige forhold er genstand for parternes tvist og forliget".

Det centrale var altså, at de angiveligt svigagtige forhold var selve genstanden for parternes forlig.

Retten uddyber ikke sin begrundelse synderligt, men meget tyder på, at retten lagde vægt på, at HP's urigtige udtalelser ikke var bestemmende for N's indgåelse af forliget. N var indledningsvist overbevist om, at HP var rette opfinder, en overbevisning som det indledende forhandlingsmateriale fremlagt under sagen også bekræftede, men valgte på trods af mistanken og svigagtig optræden alligevel at indgå forlig.

N sad fast som følge af bevismanglen, og det bestemmende hensyn for indgåelse af forliget var derfor primært hensynet til freedom to operate og at undgå en dyr og langtrukken retssag.

Bird & Bird bemærker

Kendelsen giver anledning til nogle overvejelser.

Man kunne f.eks. let have forestillet sig, sagen fik et andet resultat, hvis N blot havde lagt HP's udtalelser til grund og ikke åbenlyst protesteret i forliget. Så havde det været tydeligt, at forliget baserede sig på, at HP talte sandt, og HP's udtalelser havde således været bestemmende for N's indgåelse af forliget. Opfinderskabet havde ikke været en af uoverensstemmelserne i forliget, men derimod en forudsætning for forliget. Opfinderskabet kunne derfor muligvis være genstand for en senere retssag, jf. ordlyden af forliget: "Denne aftale afslutter alle uoverensstemmelser mellem Parterne".

Sagen illustrerer vigtigheden af, hvad man skriver i et forlig. Et forlig har jo mellem parterne som udgangspunkt samme retsvirkning som en dom, og forligets genstand skal derfor skæres nøje til.