Er forældre med et handicappet barn beskyttet af forskelsbehandlingsloven?

Forskelsbehandlingsloven

Ifølge forskelsbehandlingsloven må en arbejdsgiver ikke forskelsbehandle eller afskedige en medarbejder på grund af handicap. Forskelsbehandlingsloven gælder både direkte og indirekte forskelsbehandling.

Direkte forskelsbehandling foreligger, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når et kriterium, der tilsyneladende er neutralt, stiller en person med handicap ringere end andre personer, medmindre kriteriet er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

EU-domstolen har fastslået, at en person der ikke selv er handicappet, men har et handicappet barn er beskyttet mod direkte forskelsbehandling. Det er derimod uafklaret om forskelsbehandlingslovens beskyttelse tillige gælder indirekte forskelsbehandling af forældre til et handicappet barn. 

Højesterets dom

I Højesterets dom af 27. april 2016 i sag 151/2015 måtte en kommune opsige en dagplejemor på grund af fald i børnetal. Kommunen valgte at opsige en dagplejer, der have haft orlov til pasning af sin søn der på opsigelsestidspunktet havde fået diagnosen Aspergers syndrom.  Den opsagte dagplejer havde ikke fungeret som dagplejer i ca. 1 år.

Som begrundelse for afskedigelsen anførte kommunen, at den fandt det pædagogisk uansvarligt at flytte børn fra deres nuværende dagpleje til en dagplejer, som de ikke kendte. Netop for at undgå dette dagplejeskift, blev den pågældende dagplejer, der allerede havde været fraværende grundet orloven, udvalgt til afskedigelse.

Den pågældende dagplejer anlagde herefter sag mod kommunen med påstand om betaling af en godtgørelse svarende til 12 måneders løn, da dagplejeren mente, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Højesteret fandt, at dagplejerens søn havde et handicap og dermed var omfattet af handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven.
 
Spørgsmålet var herefter, om kommunen ved opsigelsen af dagplejeren havde tilsidesat forskelsbehandlingsloven.

Højesteret lagde til grund, at årsagen til opsigelsen var nednormering i dagplejen, og at den konkrete dagplejer var blevet udvalgt fordi hun på grund af orlov og sygdom ikke havde fungeret som dagplejer i ca. 1 år og fordi det efter kommunens vurdering ikke ville være forsvarlig at flytte børn fra deres nuværende dagplejer til en dagplejer, de ikke kendte.

Årsagen til opsigelsen var således ikke dagplejerens søns handicap, men hendes lange fravær fra dagplejen. Højesteret fandt derfor ikke, at dagplejeren havde været udsat for direkte forskelsbehandling.

Højesteret fandt endvidere ikke at opsigelsen af dagplejeren var indirekte forskelsbehandling. Højesteret begrundede blandt andet dette med, at det var ubestridt, at det som følge af faldende børnetal var nødvendigt at opsige én dagplejer, og at kommunen ved valget af hvem der skulle opsiges havde lagt afgørende vægt på hensynet til at undgå af flytte børn til en dagplejer, de ikke kendte.

Højesteret havde derfor slet ikke anledning til, at tage stilling til, om loven overhovedet omfatter en situation, hvor en medarbejder, der ikke selv er handicappet, rammes af en foranstaltning i kraft af sin tilknytning til sit handicappede barn.

Kommunen blev således frifundet.

Bird & Birds kommentar

Forældre med et handicappet barn er beskyttet mod direkte forskelsbehandling.

Efter Højesterets dom er det dog forsat uafklaret om forældre med et handicappet barn er beskyttet mod indirekte forskelsbehandling. Spørgsmålet herom vil formentlig skulle besvares ved en præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen.