Dom vedrørende fastholdelsesbonus ift. funktionærlovens § 17a

02 juni 2016

Soeren Narv Pedersen, Mia Boesen

Sø- og Handelsretten har den 27. maj 2016 afsagt dom i en sag vedrørende spørgsmålene om en fastholdelsesbonus udgjorde en ydelse omfattet af funktionærlovens § 17a, og om det i bonusaftalen indeholdte optjeningsprincip var i strid med funktionærlovens § 17a.

Baggrund:

A blev ansat som General Manager Europe i virksomheden B med virkning fra den 1. oktober 2010. Med virkning fra den 1. januar 2013 blev A omfattet af en 3-årig bonusordning, der løb frem til den 31. december 2015. I henhold til ordningen ville bonus blive udbetalt i slutningen af januar 2016, såfremt medarbejderen opfyldte de fastsatte kriterier. Bonusordningen blev indført som led i en integrationsproces som følge af, at B blev købt af en amerikansk koncern. Dette opkøb bevirkede, at der skete en del forandringer i B, hvorfor man med bonusordningen søgte at fastholde nogle kernemedarbejdere. Der var med andre ord tale om en fastholdelsesbonus.

Det fremgik bl.a. af bonusordningen, at medarbejderens ret til bonus afhang af følgende tre kriterier: 1) bonuspuljens størrelse, 2) ansættelsens længde og 3) medarbejderens performance. Det fremgik af A’s bonusordning, at bonuspuljen udgjorde 1,2 mio. kr., og at ordningen var baseret på et pointsystem, hvorefter A hver måned i bonusperioden optjente et vist antal point. Pointtallet pr. måned steg henover perioden, således at det for første måned (januar 2013) var 100 og for sidste måned (december 2015) var 250. For hele perioden var pointtallet 5.990.

Den 30. august 2014 opsagde A sin stilling til fratræden 31. oktober 2014. Han fik i den forbindelse udbetalt kr. 662.604,35 beregnet på baggrund af pointsystemet. A mente dog at være berettiget til kr. 733.333,33 med tillæg af feriegodtgørelse, da han mente at beregningen skulle foretages forholdsmæssigt ud fra den periode han havde været ansat i B, dvs. på baggrund af de 22 måneder ud af de 36 måneder, bonusperioden løb.

A rejste derfor krav på 162.395,65 kr., der udgjorde forskellen mellem en beregning af bonussen på baggrund af pointsystemet i bonusaftalen og en beregning på grundlag af en ligefrem proportional optjeningsordning.

Sagen:

Sø- og Handelsretten skulle ved sagen tage stilling til to spørgsmål:

  1. Udgjorde A's ret til betaling af bonus i henhold til parternes bonusaftale, løn i henhold til funktionærlovens § 17 a, stk. 1?

     

  2. Hvis spørgsmål 1 blev besvaret bekræftende, skulle retten dernæst tage stilling til, hvorvidt den fastlagte optjeningsordning, der, jf. ovenfor, var baseret på et progressiv pointsystem, og ikke en ligefrem proportional optjening af ret til bonus, var i overensstemmelse med ordlyden i funktionærlovens § 17 a, stk. 1:”… en i forhold til hans ansættelsestid i regnskabsåret afpasset andel …”.

Til støtte for sin påstand gjorde A blandt gældende, at alene ydelser, der enten udtrykkeligt ved lov er undtaget fra den enkelte lovs anvendelsesområde eller har anden obligationsretlig karakter i form af lån, gave eller lejebetaling, er undtaget fra det ansættelsesretlige lønbegreb. Endvidere gjorde A gældende, at bonusydelser som absolut hovedregel er omfattet af det ansættelsesretlige lønbegreb, herunder af det lønbegreb, der af domstolene er knæsat i relation til funktionærlovens anvendelsesområde i f.eks. i lovens § 2 a og § 17 a, stk. 1.

I forhold til optjeningsprincippet (spørgsmål 2) gjorde A i henhold hertil gældende, at progressive ordninger vil underminere beskyttelsesformålet i funktionærlovens § 17 a, stk. 1, hvis ikke de omfattes, idet princippet om ret til en forholdsmæssig ydelse derved kan omgås ved at forskyde udbetalingen i bonusprogrammer til programmets sidste fase.

Højesteret afsagde ved U2012.1315H dom vedrørende en fastholdelsesbonus, som alene blev ydet med det formål at fastholde de medarbejdere, som kunne sikre, at et energiselskabs kontrolrum var bemandet med de medarbejdere, der havde erfaring med netop dette slags arbejde helt frem til nedlæggelsen af arbejdspladsen. I U2012.1315 H skulle medarbejdernes arbejdsplads således nedlægges, hvorfor disse utvivlsomt havde et betydeligt incitamentet til at søge anden beskæftigelse, og hvorfor virksomheden på den anden side havde et helt særlig behov for at fastholde en række medarbejdere indtil selskabet var lukket ned. Højesteret fastslog på denne baggrund, at fastholdelsesbonussen i den konkrete sag, og grundet de meget særlige omstændigheder, ikke var omfattet af funktionærlovens § 17 a.

A gjorde således gældende, at progressive ordninger kan føre til, at alle omfattede vederlag af funktionærlovens § 17 a, stk. 1 kan omlægges til de facto-fastholdelsesprogrammer, hvorved undtagelsen i U2012.1315 H bliver til hovedreglen.

B påberåbte sig omvendt U2012.1315H og gjorde bl.a. gældende, at der i dansk ret er mulighed for at give en funktionær en fastholdelsesbonus som præmiering for at forblive ansat hos arbejdsgiveren i en nærmere bestemt periode, hvis det er begrundet i hensynet til vellykket gennemførelse af f.eks. omstruktureringer hos arbejdsgiveren. B gjorde således gældende, at der også her var tale om et bonusprogram, der var ekstraordinært og konkret begrundet i den gennemgribende integrationsproces, som B gennemgik ved salget til den amerikanske koncern.

Sø- og Handelsrettens dom

Sø- og Handelsretten fandt, at vederlag, som en arbejdsgiver betaler sin ansatte for, at denne forbliver i sin stilling i en nærmere bestemt periode, dvs. en fastholdelsesbonus er omfattet af bestemmelsen i funktionærlovens § 17 a, stk. 1.

Sø- og Handelsretten anførte, at man ikke mente, at betingelserne for den meget snævre ramme i U2012.1315H for fravigelse af hovedreglen i § 17 a, stk. 1, kunne anses for opfyldt for den pågældende bonusaftale. Sø- og Handelsretten lagde herved vægt på, at der efter aftalens indhold indgik en præstationsbaseret evaluering, og at bonussen i øvrigt var afhængig af størrelsen af bonuspuljen og den ansattes anciennitet.

I forhold til bonusordningens optjeningsprincip fandt Sø-og Handelsretten, at A havde krav på forholdsmæssigt vederlag for det regnskabsår, hvor han var fratrådt. Det progressive optjeningsprincip var således ikke i overensstemmelse med funktionærlovens § 17 a, stk. 1, som således ikke kan fraviges til ugunst for A, jf. funktionærlovens § 21.

Bird & Birds kommentarer:

Sø- og Handelsretten bekræfter med pågældende dom, at bonusordninger som altovervejende hovedregel – og selvom der er tale om en fastholdelsesbonus – vil være omfattet af funktionærlovens § 17a, og at undtagelsen i u2012.1315H må anes for en yderst snæver undtagelse.

Endvidere fastslår dommen, at det forholdsmæssige princip i funktionærlovens § 17a heller ikke kan fraviges, jf. funktionærlovens § 21, hvorfor en funktionær har ret til en forholdsmæssig del af bonusudbetaling set i forhold til ansættelsestiden og ikke i forhold til andre progressive optjeningsprincipper.

Authors

Mia Boesen

Junior Associate
Danmark

Ring til mig på: +45 72 24 12 12

Søren Narv Pedersen

Partner
Danmark

Ring til mig på: +45 22 49 08 14