Ny Østre Landret dom vedrørende vurderingen af aldersdiskrimination i henhold til forskelsbehandlingsloven

06 februar 2015

Soeren Narv Pedersen, Mia Boesen

I en ny Østre Landsrets dom afsagt den 23. januar 2015 fastslås det, at statistik alene ikke er tilstrækkeligt til, at opsigelse af en række ældre medarbejdere er i strid med forskelsbehandlingslovens § 2. Der skal ses på de samlede omstændigheder og ikke mindst på de øvrige medarbejdere.

Baggrund:

Personalestyrelsen – der den 1. november 2011 blev lagt sammen med Økonomistyrelsen og dermed blev til Moderniseringsstyrelsen – var i forsommeren 2011, grundet reducerede bevillinger, nødsaget til at afskedige en række medarbejdere, herunder A og B på henholdsvis 58 år og 53 år. A og B blev derfor den 27. juni 2011 – efter partshøring – afskediget med begrundelse i den økonomiske situation. Alle afskedigede medarbejdere var mellem 53 år og 65 år.

Ligebehandlingsnævnet bestemte i november 2012, at afskedigelserne var i strid med forskelsbehandlingsloven, og tilkendte de pågældende medarbejdere godtgørelser. Moderniseringsstyrelsen meddelte, at afgørelserne ikke ville blive fulgt, hvorefter Ligebehandlingsnævnet – efter henvisning - indbragte sagerne for Østre Landsret.

Sagens hovedspørgsmål var, om Moderniseringsstyrelsens opsigelser af A og B var aldersdiskriminerende og således i strid med forskelsbehandlingslovens § 2.

Ligebehandlingsnævnet nedlagde påstand om betaling af henholdsvis kr. 300.000 og kr. 385.000 plus tillæg af sædvanlig procesrente. Moderniseringsstyrelsen nedlagde påstand om frifindelse.

Sagen:

Afgørende i denne sag var, hvorvidt forskelsbehandlingsloven § 7a fandt anvendelse. Ifølge § 7a er der delt bevisbyrde, såfremt den person, der anser sig for krænket påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet gjorde gældende, at Styrelsen havde klart færrest medarbejdere i alderen 50-59 år, hvorfor afskedigelsen af 5 medarbejdere inden for dette aldersspænd var udtryk for en overrepræsentation af ældre medarbejdere ved afskedigelsen. Dette alene skabte ifølge Ligebehandlingsnævnet således en formodning for, at alderen var afgørende – helt eller delvist – for beslutningen om afskedigelse.

Styrelsen gjorde modsat gældende, at sådanne faktiske omstændigheder ikke var påvist. Styrelsen bemærkede, at Ligebehandlingsnævnet alene støttede deres krav på de ovennævnte statistiske forhold. Ifølge Styrelsen kunne disse forhold i sagen dog ikke føre til, at reglen i § 7a fandt anvendelse, i det der i en situation, hvor antallet af afskedigelser – som her - er lavt, skal udvises stor tilbageholdenhed overfor at tillægge statistiske forhold betydning, jf. U2010.1525V. Endvidere var der en lang række medarbejdere, der var ældre end A og B, som ikke blev afskediget. Der var også medarbejdere, der var yngre end A og B, som blev afskediget.

Styrelsen bemærkede i øvrigt, at en af Styrelsen fremlagt oversigt illustrerede, at der kun var én afskedigelse i aldersgruppen 59-67 år, der ellers traditionelt anses for den gruppe, der udsættes for aldersdiskrimination, og det fremgår også, at styrelsen netop ikke afskedigede sine ældste medarbejdere, som var i aldersgruppen over 65 år.

Af disse grunde lå hele bevisbyrden ifølge Styrelsen hos Ligebehandlingsnævnet.

Dommen:

Østre Landsret bemærkede, at de fem medarbejdere, der blev afskediget, alle var over 50 år, og heraf var en enkelt medarbejder 65 år. Styrelsens aldersfordeling blandt medarbejderne var på daværende tidspunkt således, at ca. en fjerdedel af de i alt 120 medarbejdere befandt sig i aldersgruppen 50-69 år. I aldersgruppen 60-69 år var der 15 medarbejdere. Endvidere lagde Landsretten til grund, at der i Styrelsen var et betydeligt antal medarbejdere, der var ældre end A og B, som ikke blev afskediget.

Østre Landsret gav på denne baggrund Styrelsen medhold, i det der i sagen ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling, jf. § 7a sammenholdt med § 1 og § 2. Der var derfor heller ikke er ført det fornødne bevis for, at ligebehandlingsprincippet blev krænket ved afskedigelsen af B og A. Styrelsen blev således frifundet.

Bird & Birds kommentarer:

Dommen illustrerer, at domstolene er opmærksomme på, at de samlede omstændigheder er afgørende, ligesom dommen understreger, at det ikke alene er tilstrækkeligt for anvendelsen af § 7a, at de opsagte medarbejdere var ældre medarbejdere. Statistik, der påviser, at de afskedigede medarbejdere er ældre medarbejdere er således ikke tilstrækkeligt til at statuere, at der er sket forskelsbehandling, i hvert fald ikke, hvis der også er endnu ældre medarbejdere, der ikke er afskediget. Ældre medarbejdere skal ikke nyde en bedre beskyttelse end øvrige medarbejdere, og således anse sig som "fredet" i en afskedigelsessituation.

Afgørelsen kan sammenholdes med Ligebehandlingsnævnets afgørelser nr. 269/2012, hvor det ikke var tilstrækkeligt til at påvise konkrete omstændigheder, at det var den ældste medarbejder, der var blevet afskediget, og med Nævnets afgørelse nr. 196/2011, hvor to afskedigede indsatsledere de (klart) ældste af i alt 6, hvilket var tilstrækkeligt til at påvise konkrete omstændigheder.

Ligebehandlingsnævnet har ligeledes i en række andre afgørelser berørt det "statistiske" element, blandt andet i afgørelse nr. 180 / 2013, og Nævnets afgørelser i sagerne nr., 433, 435, 436, 437 og 438/2012.

Authors

Mia Boesen

Junior Associate
Danmark

Ring til mig på: +45 72 24 12 12

Søren Narv Pedersen

Partner
Danmark

Ring til mig på: +45 22 49 08 14