Medarbejderes ophavsret - en opfordring til arbejdsgivere

11 september 2015

Peter Lind Nielsen

I en nyligt afsagt dom fra Sø- og Handelsretten behandles visse problemstillinger, der desværre er ret almindelige, vedrørende ansattes rettigheder til deres frembringelser under arbejdsforholdet. Disse problemer kan i stort omfang undgås ved et klart og præcist formuleret kontraktgrundlag mellem arbejdsgiver og den ansatte.

I omtalte sag var medarbejderen, K, ansat i en virksomhed, E, der primært solgte mærkevareprodukter til boligindretningsbutikker, hvori hendes primære opgave var at passe telefon og mailboks i kundeserviceafdelingen.

Ved siden af hendes almindelige arbejde i kundeservice designede K imidlertid to lysestager - henholdsvis "Endless Light Cube 9" og "Infinity Light Cube 9" (herefter "Endless" og "Infinity") – efter inspiration fra en mailkorrespondance med en kinesisk leverandør, som sendte et billede af en kubistisk lysestage med plads til 9 fyrfadslys i.

Umiddelbart herefter afholdes et møde mellem K, E og en samarbejdspartner, hvor K viste nogle tegninger, hun havde lavet af lysestagerne. Parterne blev efterfølgende enige om at gå videre med idéen.

Alt dette skete, mens K var ansat som timelønnet trainee 15 timer om ugen uden ansættelseskontrakt. Hendes ansættelse blev derimod forlænget pr. 1. marts 2011 – altså flere måneder efter førnævnte møde – og i forbindelse hermed, blev der udarbejdet en kontrakt med følgende vilkår:

"… alle de under ansættelsesforholdet nyudviklede metoder og IT-systemer, herunder men ikke begrænset til ophavsretligt beskyttede værker, tilhører Selskabet og overgår derfor automatisk til Selskabet, med mindre andet følger af ufravigelige lovregler."

K opsagde sin stilling hos E juni 2011.

E satte lysestagerne i produktion og markedsførte dem i hhv. august 2011 og foråret 2012.

I november 2012 indgik K og E pr. mail en royaltyafsavnsaftale, hvori K accepterede, at K "INGEN rettigheder har i forbindelse med Endless 9 Cube og Infinity 9 Cube, henset til de er udviklet af [K] som ansat i arbejdstiden".

Sagsanlæg og påstande

K anlagde efterfølgende sag mod E og krævede sædvanlige royalties for salg af lysestagerne henset til ophavsretlig/designretlig beskyttelse, og at ansættelseskontrakten ikke var indgået, mens hun designede lysestagerne. Yderligere kunne royaltyafsavnsaftalen ikke finde anvendelse, da hun ikke havde designet lysestagerne "som ansat i arbejdstiden", eftersom design ikke var en del af hendes arbejdsopgaver.

E påstod frifindelse henset til manglende ophavsretlige/designretlig beskyttelse. Desuden anførte E, at designs af brugskunst også hørte under ansættelseskontraktens klausul om overgang af ophavsretten, og at tidspunktet for underskrivelse var uden relevans. Afslutningsvist gjorde E gældende, at royaltyafsavnsaftalen var gældende uanset dens formulering.

 

Dommens resultat

Selve resultatet af dommen gav desværre ikke nærmere svar på hverken spørgsmålet om ansættelseskontakten eller royaltyafsavnsaftalen, idet E blev frifundet allerede fordi lysestagerne ikke nød hverken ophavsretlig eller designretlig beskyttelse pga. manglende værkshøjde og selvstændigt skabende indsats. Man kan dog overveje, hvilken betydning det ville have haft for sagen, hvis lysestagerne var ophavsretligt beskyttet.

Det retlige udgangspunkt

Dansk rets udgangspunkt, for så vidt angår ophavsretligt beskyttede frembringelser under ansættelsesforholdet (såfremt ansættelseskontrakten er stiltiende herom), er, at ophavsretten forbliver hos medarbejderen selv. Retten overgår imidlertid til arbejdsgiveren i det omfang, værket på frembringelsestidspunktet er nødvendigt af hensyn til arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed og ligger inden for det område, den ansatte er ansat til at udføre.

Dette standpunkt er udviklet gennem retspraksis og er blevet belyst i en Højesteretsdom fra 1994. Sagsøgerne i pågældende sag var to medarbejdere hos et TV-produktionsselskab (modparten), som havde bidraget som forfattere, instruktører og medvirkende til fire TV programmer, som produktionsselskabet senere genudsendte uden deres samtykke.

Produktionsselskabet fik af Højesteret medhold i, at ophavsretten til fire forskellige TV programmer var overgået til selskabet, fordi frembringelsen af disse på produktionstidspunktet var nødvendigt af hensyn til produktionsselskabets sædvanlige virksomhed.

Perspektivering

Lad os så forudsætte, at lysestagerne Infinity og Endless i ovennævnte sag havde opnået ophavsretlig beskyttelse.

Eftersom der på frembringelsestidspunktet ikke forelå nogen ansættelseskontrakt mellem partnerne, ville spørgsmålet have været, i hvilket omfang lysestagerne var nødvendige af hensyn til E's sædvanlige virksomhed, og om K var ansat til også at udvikle designs. Yderligere ville der opstå tvivl omkring royaltyafsavnsaftalen, idet den for det første var uklart formuleret og for det andet, fordi den henviser til, at lysestagerne var udviklet af K som "ansat i arbejdstiden", hvis betydning er vanskelig at klarlægge grundet den manglende ansættelseskontrakt, da lysestagerne blev udviklet.

Disse spørgsmål er meget vanskelige at vurdere og vil som udgangspunkt komme an på parternes bevisførelse under retssagen.

Problemerne kunne formentlig være undgået, såfremt parterne havde sørget for et behørigt kontraktmæssigt grundlag inden ansættelsens begyndelse.

Ansættelseskontrakter har derfor afgørende betydning i forbindelse med ansattes frembringelser, herunder designs, logo/varemærker og ophavsretligt beskyttede værker, under ansættelsesforholdet. Der bør hertil udarbejdes et utvetydigt, klart og præcist juridisk grundlag, idet det i mange tilfælde kan dreje sig om væsentlige summer for virksomhederne.

Authors

image of Peter Nielsen

Peter Lind Nielsen

Partner
Danmark

Ring til mig på: +45 20 75 27 46