Arbejdsgiveres adgang til ansattes e-post

16 marts 2015

Sagen omhandler en ansat, som blev afskediget af sin arbejdsgiver, mens hun var på barsel. Senere blev hun bortvist med den begrundelse, at man ved at undersøge hendes mailkorrespondance, havde fundet bevis for, at hun havde videregivet fortrolige oplysninger til sin samlever. Hun nedlagde herefter påstand om erstatning for både afskedigelsen, bortvisningen og den krænkelse, hun mente at have lidt i forbindelse med gennemgangen af hendes mailkorrespondance.

Problemstillingen vedrørende mailkorrespondancen er interessant, da den befinder sig i et område, som er præget af to vidt forskellige retssystemer. På den ene side er der persondatabeskyttelsen, hvor man ønsker at beskytte privatlivets fred, og som er underlagt en offentlig regulering. På den anden side er arbejdsretten, som i udgangspunktet er en privatretlig og aftalebaseret regulering af forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

Det må hertil anføres, at arbejdsgiverens ledelsesret er det primære retlige grundlag, om end den ikke er ubegrænset. Det må anses for værende naturligt, at en arbejdsgiver kan fastsætte regler for, hvorledes faciliteter på arbejdspladsen må benyttes, herunder om en ansat må bruge it-udstyr til private formål, og i hvad der som udgangspunkt gælder for fx sms'er og e-mails sendt og modtaget på arbejdsgiverens udstyr eller it-miljø. Begrænsningerne må komme i form af et krav om saglighed og at reglerne, der fastsættes, ikke er udtryk for vilkårlighed.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at det i ansættelseskontrakten var anført, at arbejdsgiveren anså alt skreven mailkorrespondance via deres systemer som tilhørende arbejdsgiveren, og at man derfor fra arbejdsgiverens side havde ret til at gøre sig bekendt med indholdet af mailkorrespondancen. Ligeledes var det tilføjet, at privat mailkorrespondance burde markeres som sådan, da dette vil begrænse arbejdsgiverens adgang. Det måtte herefter lægges til grund, at arbejdsgiverens politik på området var blevet kommunikeret klart og tydeligt ud til de ansatte.

Hertil kommer reguleringen som findes i persondataloven, hvor det bl.a. hedder, at behandling af oplysninger kun må finde sted, hvis behandlingen er nødvendig for, at berettigede interesser kan forfølges, og at hensynet til den registrerede ikke overstiger disse interesser. Gennemgangen af mailkorrespondancen var foranlediget af en begrundet formodning om, at den ansatte delte fortrolige oplysninger med sin samlever, og undersøgelsen var målrettet dette formål.

Det blev af Højesteret lagt til grund, at eftersom den ansatte ikke havde markeret sin private mailkorrespondance som værende privat, måtte mailkorrespondancen som udgangspunkt antages at tilhøre arbejdsgiveren. Det må dog alligevel kræves, at der forsøges udøvet et skøn over, hvilken mailkorrespondance der udelukkende er privat, og derfor ikke er af interesse for den pågældende arbejdsgiver. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at arbejdsgiveren i højere grad havde søgt i og gennemlæst meddelelser, der udelukkende var af privatkarakter og irrelevant for den forhåndenværende undersøgelse, men kun i et omfang som var nødvendigt.

Det er således ikke per definition en krænkelse af en medarbejders privatliv, at arbejdsgiveren gennemgår og undersøger medarbejderens mailkorrespondance. Det må i høj grad siges at være en individuel afvejning af de konkrete omstændigheder, som er afgørende for, om der er tale om en krænkelse eller ej.

Det må dog klart anbefales, at arbejdsgiveren fastsætter nogle grundlæggende regler for brug af arbejdsgiverens udstyr og it-miljø i øvrigt, og at arbejdsgiveren kommunikere disse regler klart ud til de ansatte. Som udgangspunkt bør arbejdsgiveren fastslå, at al kommunikation til/fra de ansatte ved anvendelse af arbejdsgiveren systemer tilhører arbejdsgiveren, idet den kommunikation som udgangspunkt må antages at være arbejdsrelateret. Samtidig skal arbejdsgiveren sikre sig ved en senere gennemgang af en ansats mailkorrespondance, at det dels sker under visse fortrolighedshensyn, at gennemgangen alene vedrører virksomhedsrelateret mailkorrespondance, og at gennemgangen sker med et klart formål for øje, og ikke bare er "fiskeri" eller utilbørlig snagen i private forhold.

Højesterets afgørelse kan læses her.