Ny Højesteret-dom: Ikke krav på fuld løn i opsigelsesperiode, der er sammenfaldende med en ulønnet forældreorlovsperiode

09 december 2014

En ny Højesteretsdom afsagt den 26. november 2014[1] fastslår, at en funktionær ikke har krav på løn i en opsigelsesperiode, der falder sammen med en ulønnet forældreorlovsperiode.

Baggrund

En kvindelig funktionær skulle afholde barsels – og forældreorlov i en periode fra 9. august 2008 til 4. juli 2009, og skulle i perioden modtage fuld løn i 14 uger efter fødslen (barselsorloven), hvorefter funktionæren skulle overgå til en ulønnet forældreorlovsperiode, hvor hun alene skulle modtage barselsdagpenge.

Funktionæren ophævede dog den 22. december 2008ansættelsesforholdet som følge af manglende lønudbetaling i en del af de 14 ugers barselsorlov. Da arbejdsgiveren kort efter gik konkurs, rettede medarbejderens faglige ‎organisation krav til Lønmodtagernes Garantifond (LG) for dels den udeblevne løn for de ‎sidste 3 ugers barselsorlov og dels erstatning for løn i opsigelsesperioden, der var på 4 ‎måneder. ‎ LG udbetalte kravet på de 3 ugers løn, men afviste at betale ‎erstatning for lønnen i opsigelsesperioden under henvisning til, at medarbejderen afholdte forældreorlov uden ret til løn fra arbejdsgiveren i hele opsigelsesperioden. ‎

Østre Landsret afsagde dom i sagen den 29. juni 2012, ifølge hvilken LG blev frifundet for kravet.

Højesterets dom af 26. november 2014

Højesteret stadfæster ved denne dom Landsrettens afgørelse.

Som afgørende for Højesterets resultat bliver der lagt vægt på funktionærlovens § 3 vedrørende erstatning. Højesteret fastslår, at en funktionær alene er berettiget til erstatning i henhold til denne bestemmelse, i det omfang vedkommende måtte være berettiget til løn, indtil fratrædelse med lovligt opsigelsesvarsel kunne finde sted. Da funktionæren således ikke ville have haft krav på løn i opsigelsesperioden, fordi denne lå i en ulønnet forældreorlovsperiode, havde hun således heller ikke krav på erstatning efter funktionærlovens § 3.

Videre understreger Højesteret, at den manglende ret til løn eller erstatning for løn ‎ikke indebærer, at en medarbejder på forældreorlov mister en rettighed, som ‎medarbejderen ellers ville have haft, i det medarbejderen ikke stilles ringere, end hvis ‎hun ikke havde været på forældreorlov. Funktionærloven § 3 er således ikke i strid med EU-retten, nærmere bestemt den påberåbte EU-rammeaftale om forældreorlov, jf. Rådets direktiv 96/34/EF, og kravet om løn kan således ikke støttes herpå.

Situationen kunne tillige ikke sammenlignes med en tidligere sag fra Belgien, den såkaldte Meerts-sag[2], hvor ansættelsesforholdet blev ophævet i en ‎forældreorlovsperiode på deltid, og hvor medarbejderen efter belgisk ret fik tilkendt en godtgørelse ‎beregnet på baggrund af sin fuldtidsløn. I denne sag blev den belgiske kvinde således stillet ringere, end hvis hun ikke havde været på forældreorlov, hvilket ikke var tilfældet her.

Endelig fastslår Højesteret, at der heller ikke kan gives funktionæren medhold ‎i, at der forelå ulovlig indirekte forskelsbehandling på grund af køn (i henhold til ligebehandlingsloven), idet EU-Domstolen ved flere lejligheder har fastslået, at medarbejdere ‎på barsels- og forældreorlov befinder sig i en særlig situation, der ikke kan ‎sammenlignes med medarbejdere, der arbejder.

Bird & Birds kommentarer:

Højesteret bekræfter med denne dom, at en funktionær alene har ret til erstatning efter funktionærlovens § 3, såfremt funktionæren har lidt et indtægtstab, og at en funktionær, hvis opsigelsesperiode løber under en ulønnet forældreorlov lider ikke noget indtægtstab, idet der ikke består noget krav på løn.

Endelig bekræfter Højesteret, at pligten til EU-konform fortolkning ikke rækker længere end til, hvad der er muligt inden for det nationale fortolkningsskøn. Det vil således være i strid med det EU-retlige sikkerhedsprincip at tilsidesætte en klar og utvetydig national retstilstand, som funktionærlovens § 3 er udtryk for. Funktionærlovens § 3 er således ikke i strid med EU-retten.



[1] Sag 248/2012

[2] EU-dom af 22. oktober 2009 i sag C-116/08

Authors

Mia Boesen

Junior Associate
Danmark

Ring til mig på: +45 72 24 12 12

Søren Narv Pedersen

Partner
Danmark

Ring til mig på: +45 22 49 08 14