Forbrugerombudsmanden udsteder retningslinjer om dealsites

04 november 2014

Det er blevet meget udbredt at benytte sig af dealsites på internettet, hvor forbrugere dagligt kan opnå rabatter på forskellige varer og tjenesteydelser. Forbrugerombudsmanden har på baggrund af et stigende antal henvendelser angående dealsites udarbejdet et notat, som tager stilling til væsentlige områder vedrørende dealsites.

På dealsites kan forbrugerne opnå gode tilbud på varer og tjenesteydelser. Tilbuddene gælder ofte kun én dag eller i en begrænset periode. Dealsitet fungerer således, at der oprettes en stor brugerflade med mange kunder, hvorefter dealsitet tager kontakt til forskellige udbydere og tilbyder dem, at de kan lægge deres tilbud op på dealsitet for på den måde at nå ud til en meget større kreds af mulige aftagere.

Dealsites er ofte bygget op omkring en forretningsmodel, der kan gøre det svært for forbrugerne at gennemskue hvilke betingelser, som gælder i forhold til indløsning af erhvervede værdibeviser. Det er derfor af stor betydning for forbrugerne, at Forbrugerombudsmanden nu har udstedt retningslinjer på området.

Forbrugerombudsmanden har i sit notat fokuseret på tre problemstillinger, som især er problematiske i forbindelse med handel på dealsites. De tre problemstillinger er; hvem der skal anses som ansvarlig for aftalens opfyldelse; hvem der er ansvarlig for markedsføringen, og i hvor lang tid et værdibevis skal kunne indløses.

For så vidt angår den første problemstilling, så er det ikke altid klart for forbrugeren, hvem den egentlige aftalepart er. I situationer, hvor der ikke opstår problemer, har fastlæggelsen heraf heller ikke den store betydning, men opstår der problemer med den købte vare eller tjenesteydelse, er det afgørende at vide, hvem den egentlige aftalepart er. Dette gælder både i forhold til en eventuel erstatning, men også i forbindelse med udbedring af mangler eller ombytning.

Udgangspunktet er, at den direkte aftalepart er dealsitet, eftersom salget foregår over deres hjemmeside. Det må og skal derfor tydeliggøres på dealsitet, hvis dette udgangspunkt er fraveget, således at det i stedet er udbyderen af den konkrete vare eller tjenesteydelse, som er den direkte aftalepart.

For at dealsitet kan optræde som mellemmand og ikke aftalepart, må dealsitet aktivt henvise forbrugeren til udbyderen. Dette kan bl.a. gøres ved at nævne udbyderen ved navn flere gange og tydeligt på hjemmesiden, og ligeledes kan dealsitet i tilfælde af reklamation henvise til udbyderen i stedet for selv at behandle sagen. Det er dealsitet, der har bevisbyrden for, at forbrugeren er blevet tilstrækkeligt informeret om, at dealsitet alene agerer som mellemmand.

Den anden problemstilling handler om placeringen af ansvaret i forbindelse med markedsføringen af tilbuddet. Det kan eksempelvis være spørgsmålet om vildledende markedsføring. Som udgangspunkt vil både udbyderen og dealsitet være ansvarlig for vildledende markedsføring. Vurderingen i forhold til dealsitets ansvar i relation til eksempelvis vildledende markedsføring vil dog blandt andet bero på en vurdering af, om dealsitet har opfyldt sin undersøgelsespligt. Dealsitet må herefter kunne kræve, at udbyderen oplyser f.eks. før-prisen på varen eller tjenesteydelsen, eller at dealsitet selv foretager en undersøgelse heraf.

Den tredje problemstilling, som omhandler selve udstedelsen af et værdibevis, rejser to spørgsmål.

Det første spørgsmål vedrører hvor lang en forældelsesfrist, der er rimelig. Er der ikke aftalt noget parterne imellem, falder man tilbage på reglerne i forældelsesloven, hvorefter et værdibevis er forældet efter 3 år. Parterne kan naturligvis aftale sig frem til en kortere frist. Det anses for værende passende, hvis forældelsesfristen er på et år. Skal forældelsesfristen være kortere end det, skal der være konkrete holdepunkter, som taler for den kortere frist.

Det andet spørgsmål relaterer sig til værdibeviset som betalingssurrogat. Hvis et værdibevis ligestilles med et betalingssurrogat, vil værdibevis indehaveren have ret til i op til et år, efter gyldighedsperioden er udløbet, at foretage kontant indløsning af værdibeviset. For så vidt der ikke er aftalt en gyldighedsperiode, vil forbrugeren have ret til kontant indløsning til enhver tid.

Et værdibevis opfylder dog kun kravene til at være et betalingssurrogat, såfremt værdibeviset er elektronisk registreret og beregnet til elektronisk aflæsning. Dette betyder, at værdibeviset f.eks. skal være udstyret med en stregkode. Ligeledes er det et krav, at der ved indløsning af værdibeviset foretages en afskrivning af den elektroniske fordring. Dette betyder i praksis, at dealsitet skal registrere, hvornår værdibeviset indløses og først derefter afregne med udbyderen. Der vil med andre ord ikke være tale om et betalingssurrogat, hvis dealsitet afregner med udbyderen, uanset om værdibeviset bliver indløst eller ej.

Problemstillingen er ikke afklaret i praksis endnu. Det må i alle tilfælde bero på en konkret vurdering, hvorvidt værdibeviset udgør et betalingssurrogat eller ej. Dog må det antages, at det at anse et værdibevis for et betalingssurrogat er med til at betrygge forbrugeren, da forbrugeren på denne måde kan fortryde købet og foretage kontant indløsning i op til et år efter gyldighedsperiodens udløb, og såfremt ingen gyldighedsperiode er aftalt.