EU-Domstolen opstiller regler for blokering af hjemmesider, der krænker ophavsrettighederne

20 juni 2014

EU-domstolen har afgjort sagen c-314/12 mellem UPC Telekabel og Constantin Films. Dommen godkender resultatbaserede forbud, dvs. forbud imod hjemmesider, uden dommen specificerer hvilke metoder, der skal anvendes for at hindre adgangen til siden. Dommen svarer til den nuværende danske retspraksis.

Det første spørgsmål, domstolen tager stilling til, er, hvorvidt en hjemmeside, med indhold, der krænker immaterielle rettigheder, ”bruger” ydelser fra en internetudbyder, hvis internetudbyderens kunder søger adgang til det krænkende materiale, på trods af hjemmesiden med det krænkende indhold ikke er kunde hos internetudbyderen. Det er relevant at få afklaret, idet artikel 8, stk. 3 i direktiv 29 af 2001 alene giver nationale domstole ret til at kræve blokeringer af ydelser, der bruges af tredjemand til at krænke ophavsretten.

EU-domstolen fandt, at hjemmesider, der benytter en internetudbyder til at transmittere deres indhold, bruger internetudbyderen. Direktivet opstiller ikke specifikke krav til forholdet mellem en krænker af ophavsretten og en mellemmand som internetudbyderen. På grund af dette fandt retten, at internetudbyderen var at regne som mellemmand mellem internetbrugere og hjemmesider, der indeholder materiale, der krænker ophavsretten. Internetudbydere kan dermed blive ansvarlige for krænkelsen, hvis de ikke gør alt, hvad der med rimelighed kan forventes for at stoppe adgangen til en hjemmeside, der krænker ophavsretten.

Det andet spørgsmål, domstolen tager stilling til, er forholdet mellem resultatbaseret forbud kontra tekniskbaseret forbud. Ved resultatbaseret forbud kræver en national domstol et særligt resultat. Eksempelvis som i denne sag, at adgangen til hjemmesiden, der krænker ophavsretten, skal blokeres. Den nationale domstol lader det være op til internetudbyderen at finde en teknisk løsning, der kan opnå resultatet. Ved tekniskbaserede løsninger kræver den nationale domstol, at internetudbyderen indfører en særlig specificeret teknisk løsning, selv hvis denne ikke medfører totalt ophør af den krænkende handling. Domstolen konkluderede i modsætning til EU’s General Advokat, at EU-retten ikke er til hinder for resultatbaserede forbud under forudsætning af, at to krav overholdes:

  1. De foranstaltninger, internetudbyderen indfører, må ikke unødvendigt begrænse internetbrugeres adgang til lovlige informationer og,
  2. Foranstaltningerne skal forhindre adgang til det krænkende materiale eller som minimum gøre det besværligt at få adgang hertil og demotivere internetbrugere, der benytter internetudbyderens service fra at tilegne sig adgang til krænkende materiale, som nationale domstole har krævet blokeret.

Dommen tager stilling til, hvorvidt disse resultatbaserede forbud er en begrænsning af retten til at drive virksomhed, idet nationale domstole derved kan pålægge virksomheder store udgifter samt stramme begrænsninger i måden, hvorpå de driver forretning. Dommen konkluderer dog, at idet virksomheder selv kan vælge hvilke metoder, de ønsker at benytte for at undgå mellemmandsansvar, er der tilstrækkelig frihed for virksomhederne. Det er dermed ikke en begrænsning i retten til at drive virksomhed at pålægge en internetudbyder at opnå særlige resultater igennem forbud. Domstolen udtrykker dog bekymring for, om internetudbyderne vil indføre begrænsninger for deres brugere til adgangen af lovlige informationer, der er disproportional med det ophavsretlige beskyttelseshensyn. I den forbindelse udtaler domstolen følgende:

  • Når den dømte internetudbyder skal vælge en metode for at overholde forbuddet, skal udbyderen sikre at være i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder for internetbrugeres frie afgang til informationer.
  • I den forbindelse skal internetudbyderens metoder være specifikt målrettede i den forstand, at de skal være nødvendige for at stoppe eller vanskeliggøre tredjemands krænkelser af ophavsrettighederne, men uden at det påvirker internetbrugerens adgang til lovlig information. Overholder internetudbyderen ikke dette, er det en ulovlig indgriben i informationsfriheden.
  • Det skal være muligt for nationale domstole at sikre, at internetudbyderen ikke begrænser internetbrugernes ret til fri information ved et resultatbaseret forbud.

Domstolen udtaler slutteligt, at så længe internetudbyderen har foretaget alle rimelige foranstaltninger, som denne kan træffe, undgår internetudbyderen medvirkensansvar. Samtidig opstiller dommen krav til, at EU's grundlæggende rettigheder skal overholdes.

I Danmark har vi praksis på begge typer forbud. I dommen TDC mod IFPI pålægger højesteret TDC at blokere for to navngivne FTP-servere tilhørende AllOfMP3.com. Højesteret pålægger i sagen TDC at udføre en bestemt teknisk løsning. Dommen (U2006.1474H) kan derfor ses som udtryk for et teknisk forbud.

Den seneste danske dom på området er dommen Telenor mod IFPI. I dommen (U2010.2221H) fremlægger parterne nogle forskellige tekniske løsninger, som kan blokere for adgangen til den ulovlige hjemmeside, thepiratebay.com. Rettighedshaveren tilkendegiver i dommen, at en DNS-blokering efter deres mening er tilstrækkelig. Teleselskabet fremhæver samme løsning som den proportionelle bedste løsning for dem. Dommen tager ikke stilling til hvilken af de fremlagte blokerings metoder, teleudbyderen skal benytte. Dommen pålægger blot teleselskabet at forhindre adgangen til hjemmesiden. Dommen kan ses som et udtryk for resultatbaseret forbud.

På baggrund af den seneste retspraksis lader det til, at rettighedshaverne og teleselskaberne er enige om, at DSN-blokeringer er tilstrækkeligt for at forhindre adgangen til hjemmesider, og dermed i hvert fald pt. at kunne opfylde et resultatbaseret forbud ved at iværksætte DNS-blokeringer.