Ny Højesteretsdom: Afslag på orlov til pasning af psykisk syg datter ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

20 oktober 2014

I sagen C-303/06, Coleman, konkluderede EU-Domstolen, at Direktiv 2000/78/EF - der ligger til grund for forskelsbehandlingsloven – skal fortolkes således, at det heri fastsatte forbud mod direkte forskelsbehandling ikke er begrænset til personer, der selv har et handicap, men at beskyttelsen tillige udstrækkes til at omfatte den handicappedes nærmeste pårørende, hvor disse varetager en særlig plejefunktion.

Denne netop afsagte Højesteretsdom handlede om udstrækningen af denne beskyttelse, herunder om en arbejdsgiver er forpligtet til at træffe særlige foranstaltninger for at fastholde medarbejderen.

Baggrund:

A blev den 1. december 2007 ansat som tilkaldevikar i Y Kommune med tjeneste på en skole for udviklingshæmmede børn. I forbindelse med A's datters psykiske sammenbrud blev A – med flere forlængelser - bevilget orlov uden løn fra den 1. januar 2009 og frem til 31. december 2009. A modtog i perioden tabt arbejdsfortjeneste i medfør af servicelovens § 42. Ifølge overenskomsten mellem FOA og KL havde A ret til orlov i mindst 1 år.

Den 27. november 2009 søgte A endnu engang om forlængelse frem til 30. juni 2010. Dette blev dog afslået af kommunen med begrundelse i skolens drift, og da kommunen ikke mente, at A havde krav på yderligere orlov i henhold til overenskomsten. Da A tilkendegav ikke at ville genindtræde i sin stilling pr. 1. januar 2010, anså kommunen A for fratrådt pr. 31. december 2009.

A mente, at afslaget på yderligere orlov var i strid med forskelsbehandlingsloven på grund af datterens handicap, og nedlagde derfor påstand om godtgørelse svarende til 12 måneders løn samt erstatning for manglende opsigelsesvarsel på 3 måneders løn i henhold til A's opsigelsesvarsel fra 1. januar til 31. marts 2010.

Højesterets dom af 8. oktober 2014:

Højesteret fastslog, at A ikke havde påvist omstændigheder, der gav en formodning for, at kommunens afslag på ansøgning om yderligere orlov var udtryk for forskelsbehandling eller chikane på grund af datterens sygdom. Dette skyldtes bl.a., at kommunen allerde havde bevilget orlov i et helt år til A, hvorfor afslag på yderligere orlov ikke kunne anses som udtryk for direkte negativ forskelsbehandling i forhold til andre ansatte. Det var således ikke udtryk for direkte forskelsbehandling, at kommunen af driftsmæssige årsager ikke kunne tilbyde A yderligere orlov, og dette kunne ikke anses som begrundet i datterens sygdom, da der netop var taget hensyn hertil i en lang periode. Som følge af afvisningen af overtrædelse af forskelsbehandlingsloven tog Højesteret ikke stilling om A's datters sygdom var et handicap i forskelsbehandlingsloven forstand.

Højesteret fastslog endvidere, at retten ikke havde kompetence til at fortolke overenskomstens bestemmelser, men at dette hører under det fagligretlige system. Højesteret fandt det dog godtgjort, at der ikke var uenighed om, at A havde fået den orlov hun havde krav på i henhold til overenskomsten.  Da A ikke havde ønsket at genindtræde i sin stilling pr. 1. januar 2010, fastslog Højesteret, at Kommunen kunne betragte A som fratrådt pr. 31. december 2009. A havde derfor ikke krav på løn i opsigelsesperioden.

Højesteret stadfæstede dermed Landsrettens dom af 12. september 2012 om frifindelse af kommunen.

Bird & Birds kommentarer:

Sagen fastslår, at Coleman-sagen alene beskytter medarbejdere med et handicappet barn imod direkte forskelsbehandling, og arbejdsgiveren derfor ikke skal træffe særlige foranstaltninger for at fastholde en sådan medarbejder.

Beskyttelsen mod indirekte forskelsbehandling vedrører således kun medarbejdere, der selv har et handicap, mens beskyttelsen mod direkte forskelsbehandling har et bredere anvendelsesområde.

Authors

Mia Boesen

Junior Associate
Danmark

Ring til mig på: +45 72 24 12 12

Søren Narv Pedersen

Partner
Danmark

Ring til mig på: +45 22 49 08 14