Nyt iværksætterlån introduceres

03 december 2013

Vækstplan DK, en ordning, som skal give bedre finansieringsmuligheder for iværksættere, er blevet fremskyndet og får allerede nu virkning. Ordningen er en meget vigtig nyhed for iværksættere!

Et næsten enigt folketing lancerede Vækstplan DK tidligere i år. Det var oprindeligt aftalt, at denne ordning først skulle træde i kraft i 2015, men aftalepartnerne har vurderet, at iværksætterne har behov for støtten allerede nu. Ordningen, som skal give bedre finansieringsmuligheder, kaldes ”Vækstlån”.

Vækstlånet er målrettet små og mellemstore, unge virksomheder, som har et stærkt kundegrundlag, men som har begrænset mulighed for finansiering. Virksomheden skal have et  finansieringsbehov på over to millioner kr., ligesom Vækstlånet er betinget af, at virksomheden selv kan skaffe 25 % privat medfinansiering. Vækstlånet vil dermed udfylde det hul, som virksomheden ikke kan lukke ved privat finansiering.    

Vækstlånet udbydes af Vækstfonden, som er statens finansieringsfond. Vækstfonden har med Vækstplan DK fået øremærket omkring 350 millioner kr., som skal ydes til over 50 danske iværksættervirksomheder. 

Du kan søge om Vækstlån allerede i dag ved at gå ind på Vækstfondens hjemmeside og udfylde de forespurgte oplysninger, herunder virksomhedens historik og forretningsgrundlag.